Liseleje har fået et nyt vartegn for byens børn. Søndag eftermiddag blev klatreskulpturen Hornlingen officielt indviet i Liseleje Park. Klatreskulpturen står nu klar til at blive udforsket af både Liselejes egne børn og de mange familier, der besøger byen – året rundt.
Hornlingen er en enestående gave fra Monstrum, der skaber kunstneriske og skræddersyede legepladser, og virksomhedens stifter, Ole Barslund, der gennem flere år har haft sommerhus i Liseleje.
– Liseleje er en skøn by med en helt særlig stemning. Jeg håber, at Hornlingen kan være med til at tiltrække børnefamilier – også uden for sommeren. Hvis familier vælger at besøge Liseleje for at lege på Hornlingen, har den opfyldt en vigtig del af sit formål, siger Ole Barslund.
Stolper i stedet for trapper
Hornlingen er skabt ud fra Monstrums filosofi om, at leg gerne må udfordre. Vejen op til rutsjebanen går derfor ikke ad en traditionel trappe, men ad stolper, der forestiller ålegræs.
– Det lille sug i maven er en vigtig del af legen. Børn udvikler motorik, selvtillid og evnen til at vurdere risiko, når de møder små udfordringer og opdager, at de godt kan, siger Ole Barslund.
Fantastisk gave
For Liseleje Borgerforening var der ingen tvivl, da tilbuddet om Hornlingen kom.
– Vi var aldrig i tvivl om, at vi skulle sige ja til så fantastisk en gave. Først bagefter fandt vi ud af, hvor stort et arbejde der lå i at gøre området klar. Men heldigvis oplevede vi igen, at når nogen får en god idé i Liseleje, er der mange, der gerne vil hjælpe. Det er vi utrolig taknemmelige for, siger formand for Liseleje Borgerforening, Mette Dræby.
Projektet er blevet til med støtte fra FeriePartners Oplevelsespulje, Købmand Vad I/S og Halsnæs Kommunes Visionspulje. Randskov Haveservice, Halsnæs Have & Anlæg og Vognmand S. Jacobsen har bidraget med maskiner og arbejdskraft, mens en gruppe frivillige Liselejeborgere midt i sommerens hedebølge hjalp med at fordele faldgruset omkring skulpturen.