Landets nye børneminister Jacob Mark (SF) vil gerne hente sit barn mindst to gange om ugen. Han ønsker også at komme helt ind i danske forældres følelsesliv og være manden, der giver dem ro. Men hvis landets familier skal have solide vilkår for familielivet, starter det med skattelettelser, arbejdsro til det det pædagogiske personale og ikke endnu en luftig ide fra en politiker om, hvad danske forældre skal føle og tænke.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Det er i et interview med Berlingske, at børneministeren først konstaterer, at mange familiers liv er præget travlhed og en ubalance, som ”bliver forstærket af, at de også hele tiden bliver skældt ud af politikere og influencere”.
Og dernæst mener, at en af løsningerne er, at han som minister vil tale om det: »Om nogle år vil mit håb være, at forældrene tænker: Nå ja, så har vi ikke mere travlt, for det siger ministeren,” siger han til Berlingske.
Det bliver et nej tak herfra. Politikere skal ikke diktere, hvad de danske forældre skal føle. De skal heller ikke komme med planer om at kolonisere forældrenes indre liv med et ukonkret mantra om at være god nok.
De skal blandt andet sørge for, at borgerne får de bedst mulige vilkår til frit at vælge en ordentlig daginstitution og til at indrette deres familieliv, som de vil. Det må aldrig blive statens opgave at tildele forældre ro som en slags følelsesmæssig ydelse. Frie mennesker har ikke brug for en ministers tilladelse til at sætte tempoet ned. De har brug for netop friheden og ikke mindst pengene til selv at indrette sig som de vil.
Jacob Marks syn på de danske forældre afslører i virkeligheden en dybt paternalistisk forestilling om, at travlhed er noget, staten kan tale danskerne fra, hvis blot den rette minister siger de rette ord fra det rette ministerkontor.
Tillykke til børneministeren med, at han selv tilsyneladende har fundet en god familiemodel med tre generationer, der bor under samme tag. Hans prædiken kan en enlig mor med to mindre børn og butiksarbejde til hverdag dog næppe finde trøst i. Hun kan ikke skubbe et møde i kalenderen, ligesom ministeren selv gør det. Det kan en læge på nattevagt heller ikke.
Det samme gælder det selvstændige iværksætterpar med ansvar for både lokal vækst og arbejdspladser. Hvad får de ud af ideen om at ”tale om det”?
Børneministerens andre svar er mere stat, ikke mindre af den. Det er uddannet personale i landets daginstitutioner, skærpede minimumsnormeringer og en kommende arbejdslivskommission.
Vil man som minister virkelig give familierne mere ro, findes der en anden god opskrift: Lavere skat på almindelige indkomster, så det bliver muligt at gå ned i tid uden at gå fra hus og hjem. Færre regler og mindre topstyring af pædagogernes hverdag - ikke flere.
Ro bliver ikke skabt ved ministerielle formaninger om, at kapløbet ikke findes. Den skaber man ved at give danskerne friheden til selv at bestemme tempoet.