Ungdomsmesterskaberne i tennis er skudt i gang på HIK’s anlæg, og i alt 515 juniorer fra U12-U18 fra hele landet er i aktion i denne uge.
Kvalifikationen fandt sted fra lørdag 4. til mandag 6. juli, og frem til lørdag 11. juli afvikles hovedturneringen. Kampene spilles på anlægget ved Pavillonen og de første fem dage også i Havnen, ved regnvejr spilles kampene indendørs.
Der spilles i rækkerne U12, U14, U16 og U18. I alle aldersgrupper spilles pigesingle, drengesingle, pigedouble, drengedouble og mixeddouble.
- Vi glæder os til at få alle de her seje unge mennesker ind på vores anlæg og se en masse god tennis. Hele 33 dygtige HIK’ere er med, og de skal mærke, at de er på hjemmebane, så jeg håber, at der kommer mange forbi og hepper. Turneringen ledes af Dansk Tennis Forbund, men vi er stolte værter, siger tennisformand Ulla Theil.
- I tennis handler meget om dagsformen, men jeg skal ind og prøve mit bedste i alle kampe, og så må vi se, hvordan det går, siger Philip Hoffmeyer Aackermann, som stiller op i U14 for HIK.
Det gør Liva Rodrigues Vesterlund Barbosa også, og hun siger:
- Jeg skal ind og gøre mit bedste, og jeg synes, at det, at UM er på hjemmebane, giver mig en mulighed for at kæmpe endnu hårdere, så jeg glæder mig til at få nogle gode kampe.