De spreder tryghed og glæde på gader og stræder og giver gerne byens feststemte unge et kram og et godt råd med på vejen - nu er der en pæn sum penge på vej til Natteravnene i Køge.
En donation på 12.000 kroner får Natteravnene således af revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm, der blandt andet har en afdeling i Køge. I pressemeddelelse oplyser virksomheden, at donationen er en del af en landsdækkende indsats, hvor man har udvalgt en række lokale velgørende formål og foreninger. Samlet donerer virksomheden nu mere end én million kroner til lokale initiativer, og hos Beierholm i Køge er altså valget faldet på Natteravnene:
– Vi har besluttet at donere 500 kroner pr. medarbejder til et godt, lokalt formål. I vores område har vi valgt Natteravnene, fordi de gør en positiv forskel i vores område, udtaler Morten Zanoni, partner hos Beierholm i Køge, i pressemeddelelsen.
Læs også
Donationerne sker i anledning af, at Beierholm nærmer sig afslutningen af en vellykket vækststrategi, hvor virksomheden i perioden er vokset betydeligt og netop har passeret en omsætning på to milliarder kroner, fremgår det yderligere.
Dagbladet forsøgte fredag at få en kommentar fra Natteravnene til, hvad man siger til donationen og ikke mindst, hvad den skal bruges til. Men det var desværre ikke muligt.