Der findes næppe mange, der ikke ønsker rent drikkevand til kommende generationer. Og det har altid været en bærende dansk ambition, at vores grundvand skal kunne drikkes uden omfattende rensning. Derfor kunne man måske tro, at der nu følger en ubetinget lovsang til et nationalt sprøjteforbud. Det gør der bare ikke.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Det er nemlig ærgerligt at følge den aktuelle politiske debat, hvor der per definition sættes lighedstegn mellem rent drikkevand og et sprøjteforbud i landbruget. Den forenkling kan vi måske lige akkurat kapere i en skinger politisk valgkamp, men i en realpolitisk virkelighed er det tosset.
Det er som udgangspunkt både legitimt og fornuftigt at forfølge pesticiderne. Vi kommer næppe uden om, at fund af pesticidrester i vandværksboringer og grundvand nogle steder udfordrer ambitionen om helt rent grundvand - og især befolkningens tillid til drikkevandskvaliteten.
Problemet opstår, når vi som borgere foregøgles, at et sprøjteforbud er den eneste vej til rent drikkevand. Det er en forenklet fortælling, der er politisk attraktiv, men virkeligheden er langt mere kompleks.
Derfor er det også prisværdigt, at professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, Nina Cedergreen, i Berlingske har sået tvivl om effekten ved at indføre et sprøjteforbud. Kilderne til forurening er ifølge hende flere og kan blandt andet omfatte industri, medicinrester, materialer som bildæk, privates brug af algefjerner, hygiejneprodukter m.m.
En anden ekspert, Jørgen Eivind Olesen fra Aarhus Universitet, peger på nitrat i drikkevandet som et potentielt større sundhedsproblem, fordi forskning har fundet en sammenhæng mellem nitrat i drikkevand og øget risiko for tyk- og endetarmskræft.
Hvis nitratproblemet skal adresseres, kan det vise sig at kræve helt andre ændringer i landbrugsdriften end et sprøjteforbud, fordi nitrat primært stammer fra udvaskning af kvælstof fra gødning i landbruget, herunder husdyrgødning. Dermed bliver diskussionen hurtigt bredere end spørgsmålet om sprøjtemidler og konventionelt landbrug og kan også komme til at berøre dele af den økologiske produktion.
Debatten om rent drikkevand fortjener mere end forsimplede politiske fortællinger. Hvis ønsket virkelig er at sikre fremtidens drikkevand, bør spørgsmålet være, hvilke indsatser der giver den største effekt for sundheden og grundvandet.
Måske handler svaret om sprøjteforbud. Måske om nitrat. Måske om PFAS, medicinrester eller noget helt fjerde.
Lovgivning om noget så afgørende som drikkevand bør bygge på saglighed – ikke på de forsimplinger, der fungerer bedst i den politiske debat.