Varmegraderne nåede nye højder, men Allerød satte ikke aktiviteterne på pause, da Klovneløbet løb af stablen på den hidtil varmeste dag målt i Danmark. Byens borgere trodsede hedebølgen og samlede 13.320 kroner ind til Danske Hospitalsklovne.
Hospitalsklovnen Victor sørgede for grin og smil, da han begyndte arrangementet med at varme deltagerne op. Han sendte både børn og voksne afsted på ruten, mens frivillige undervejs heppede og hjalp, og publikum bakkede op langs ruten.
Aftenen før løbet stod det klart, at deltagerne ville møde en udfordring i varmen.
- Jeg kunne godt se på vejrudsigten, at det ville blive en helt særlig varm dag. Derfor sendte jeg en sms til Karna fra Krukkerne og spurgte, om hun mon kunne finde en vandslange frem, så vi kunne køle løberne lidt ned undervejs. Næste morgen stod hun klar med en ekstra lang vandslange, og det blev et kæmpe hit. Både børn og voksne løb nærmest med armene ud til siden for at blive sprøjtet med vand, fortæller City Manager Julie Lindenborg Pilemand.
Deltagerne kunne samtidig slukke tørsten med vand ad libitum, og arrangørerne prioriterede, at alle havde en god oplevelse.
- Det var vigtigt for os og Danske Hospitalsklovne, at alle fik en god oplevelse. Man kunne ikke ændre på vejret, men vi kunne gøre vores bedste for, at alle kom godt gennem løbet, siger Julie Lindenborg Pilemand.

Efter løbet fortsatte stemningen med aktiviteter for både børn og voksne. FlexUdlejning havde taget en rodeogris med, som hospitalsklovnen Victor selv prøvede, og flere børn tog udfordringen op. Cirkus ZigZag bød på gadegøglershow med cirkuskunstner Jonathan Zeuthen og tryllekunstner Andreas Brunsborg, der stod for underholdning med cirkusmagi og musik.
Bag begivenheden stod Mit Allerød, som glædede sig over lokal opbakning.
- Det er dage som den her, der minder os om, hvor stærkt et fællesskab vi har i Allerød. Vi hjælper hinanden, de lokale bakker op, de frivillige giver en hånd, og deltagerne møder op med godt humør. Det er præcis den stemning, vi gerne vil skabe i bymidten, og samtidig er det fantastisk, at vi sammen kan støtte Danske Hospitalsklovne, siger Julie Lindenborg Pilemand.
Mit Allerød sender tak til deltagere, frivillige og lokale virksomheder for bidraget og oplyser, at planlægningen af næste års løb allerede er sat i gang.
