Hvem gør en særligt god, frivillig indsats i hverdagen? Hvem ville du pege på?
Nu kan borgere indstille kandidater til Frivilligprisen 2026, der uddeles til en frivillig ildsjæl og en forening eller gruppe, som har ydet en særlig indsats på det sociale område.
Udvalget for Kultur, Fritid og Lokaludvikling i Sorø Kommune uddeler i år to priser for at anerkende frivilligt socialt arbejde. Den består af en individuel pris og en kollektiv pris på hver 2.000 kroner. Den individuelle pris gives til en frivillig borger, mens kollektivprisen tildeles en forening eller en gruppe af frivillige.
Priserne bliver overrakt fredag 25. september i forbindelse med Frivillig Fredag, som Frivilligcenter Sorø arrangerer i Stenlille.
Alle kan indstille en kandidat eller forening til prisen. Indstillingen skal være skriftlig og indeholde en beskrivelse af kandidatens eller foreningens frivillige sociale indsats samt en begrundelse for, hvorfor netop denne indsats fortjener anerkendelse.
Udvalget for Kultur, Fritid og Lokaludvikling udpeger vinderne. Fristen for indstillinger er søndag 23. august. Man kan finde indstillingsformularen på på Sorø Kommunes hjemmeside.