Der er få ting i sport, der er smukkere end overraskelsen.

Den lille klub, der slår den store. Drengene fra forstaden, der besejrer talentfabrikken. Holdet med de slidte klubhuse og frivillige trænere, som vælter favoritterne og beviser, at penge ikke altid vinder.

Det er hele essensen af fodbold.

Derfor er det også svært at finde et bedre eksempel på et sportsligt selvmål end det system, DBU har skabt i ungdomsfodbolden.

I Vallensbæk har en flok 14-årige drenge netop vundet deres række. Det skriver DR.

De har gjort præcis det, sport handler om. De har trænet, kæmpet, udviklet sig og vundet, men belønningen udebliver. Ikke fordi de ikke er gode nok eller ikke har fortjent det, men fordi deres klub ikke har de rigtige stjerner i et licenssystem.

Så mens vinderne bliver stående, rykker nogle af de hold op, som de netop har slået.

Prøv lige at forklare det til en 14-årig.

Som frivillig træner i Boldklubben Avarta har jeg mødt hundredvis af børn gennem årene. Jeg har stået på sidelinjen til kampe i silende regn og bidende kulde. Jeg har set børnenes jubel, når de vinder, og deres skuffelse, når de taber. Ingen af dem spiller fodbold for at få en licensstjerne. 

De spiller for at vinde næste kamp, udvikle sig og drømme om at komme et niveau højere op.

Den drøm risikerer DBU at kvæle.

Vi lever i en tid, hvor dansk fodbold diskuterer "fodboldfiskeri" som aldrig før. Hvor store klubber støvsuger lokalområderne for de mest talentfulde børn i stadig yngre aldre. Hvor vi samtidig fra politisk hold, fra idrætsorganisationer og fra kommuner taler om vigtigheden af stærke lokale fællesskaber og flere børn og unge i foreningslivet.

Og så bygger DBU et system, der aktivt sender det modsatte signal.

Signalet er, at det ikke er nok at vinde.

Signalet er, at penge, organisation og licensstatus vejer tungere end resultaterne på banen.

Det er gift for enhver sport.

For hvad er egentlig pointen med en turnering, hvis man ikke kan spille sig til næste niveau?

Hvad skal træneren sige i omklædningsrummet efter en mesterskabssæson?

"Tillykke drenge. I vandt, men det ændrer ingenting."

DBU forsvarer systemet med, at licensklubber investerer millioner i talentudvikling. Det er sikkert korrekt. Men sportens grundlæggende kontrakt med udøverne har altid været den samme. Nemlig at resultaterne afgøres på banen.

"Jeg synes ikke, det er problematisk, at der stilles krav til de klubber og de voksne, der vil arbejde elitært med børn og unge. Det synes jeg faktisk er rigtig fornuftigt, og det koster penge, udtaler Ole Jacobsen," der er næstformand i DBU’s bestyrelse til DR.

Ingen siger, at talentudvikling ikke er vigtigt. Selvfølgelig skal der stilles krav til klubber, der ønsker at være blandt de bedste.

Men når et system betyder, at sportslige resultater tilsidesættes, er man gået for langt.

Fodbolden lever af håbet. Af drømmen. Af fortællingerne.

Historierne om de små, der udfordrer de store.

Som da Skagen IK i 1987 leverede en af de største sensationer i dansk fodboldhistorie ved at slå stjerneholdet Brøndby IF ud af pokalturneringen. En jyllandsserieklub sendte en af Europas stærkeste klubber hjem. Det er næsten 40 år siden, og vi taler stadig om det i dag.

Hvorfor?

Fordi den slags historier minder os om, hvorfor vi elsker fodbold.

Men DBU's licenssystem gør det stik modsatte. Det fortæller børnene, at der findes et loft, som ikke nødvendigvis kan brydes ned med talent, sammenhold eller sejre.

Kun med ressourcer, og det er en farlig vej at gå.

For dansk fodbold har ikke kun brug for FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Dansk fodbold har også brug for Vallensbæk.

For hvis børnene lærer, at resultaterne på banen er ligegyldige, så mister fodbolden noget af det vigtigste, den har.

Og så er det ikke bare Vallensbæk, der taber. Så er det hele dansk fodbold.

Christian Valsted er områderedaktør i Storkøbenhavn.