Det er ikke hver dag, det sker, så da hammeren faldt over Agnes Slott-Møllers giga-maleri af ”Kong Valdemar og Dronning Bengerd” torsdag eftermiddag kl. 16.20 hos auktionshuset Sotheby’s i London, var der stensikkert dømt jubel på Ringsted Rådhus.
- Ringsted vinder budkrig og sikrer sig Agnes Slott-Møllers maleri for 38.000 britiske pund.
- Maleriet "Kong Valdemar og Dronning Bengerd" vender hjem efter 40 år uden for offentlighedens søgelys.
- Borgmester Andreas Karlsen glæder sig over købet som et vigtigt stykke Danmarkshistorie.
- Købet finansieres af kommunens midler med håb om ekstern finansiering fra fonde og donationer.
- Maleriet skal indgå i formidlingen af Ringsteds middelalderhistorie og 1.000-års jubilæum i 2028.
Efter en intens budrunde lykkedes det nemlig Ringsted Kommune at sikre sig den danske malers værk fra 1932 på 3x3 meter for 38.000 britiske pund. Det svarer ca. til 335.000 kroner, men med salær og øvrige omkostninger forventes den samlede pris at blive højere.
Ifølge Dagbladet Ringsteds oplysninger var konkurrencen hård. Blandt Ringsteds modbydere var angiveligt både Nyborg Slot og Frederiksborg Slot i Hillerød, der begge viste interesse for værket. De blev dog slået på målstregen af Ringsted, som nu kan hente maleriet hjem til rådhusets søstermaleri af ”Kong Valdemar og Dronning Dagmar”, efter mere end 40 år uden for offentlighedens søgelys.
Læs også
- Historisk kunst-kup på vej? Ringsted gør klar til at byde
- Nu stiger prisen på hemmeligt Ringsted-maleri
- Professor kæmper for at få historisk mesterværk hjem: - Ville være en sensation
- En stor dag
Borgmester Andreas Karlsen (K) glæder sig over, at kommunen lykkedes med købet.

- Det er en stor dag for Ringsted. Vi har fået en enestående mulighed for at bringe et vigtigt stykke Danmarkshistorie hjem til den by, hvor fortællingen hører hjemme, skriver borgmesteren i en pressemeddelelse til Dagbladet, hvor han slår fast, at maleriet bliver et stærkt bidrag til formidlingen af Ringsted som historisk centrum.
- Rigtig meget i Ringsted er opkaldt efter Valdemar, Dagmar og Bengerd, og vi har et stort ønske om at blive endnu bedre til at dyrke vores lokale kulturarv og fortælle historien om den by, vi er, og det fundament, vi står på, siger borgmesteren, der også peger på vigtigheden i, at værket bliver tilgængeligt for offentligheden, så både borgere og besøgende får mulighed for at opleve det.
Hvem skal betale?
Købet finansieres i første omgang af kommunens egne midler.
- For at sikre, at værket kunne vende hjem til Ringsted, finansieres erhvervelsen i første omgang via kommunens allerede afsatte midler til udsmykning ved nybyggeri, hvor der de seneste år har været et mindreforbrug, skriver Andreas Karlsen.
Målsætningen er dog klar.
- Så stor en del af udgiften som muligt skal dækkes af ekstern finansiering, fonde og donationer.

Det var professor Kurt Villads Jensen fra Høm, der i sidste uge satte sagen på dagsordenen, da han gjorde opmærksom på, at maleriet var sat til salg. Han beskrev værket som et stykke Ringsted-historie, der hørte hjemme i byen.
Skal indgå på nyt museum
Ringsted Kommune vil nu i samarbejde med Sotheby's gennemføre de praktiske forhold omkring transport og forsikring. Herefter vil kommunen offentliggøre, hvor og hvornår maleriet første gang kan opleves af offentligheden.
Erhvervelsen sker samtidig med, at Ringsted Kommune og Museum Vestsjælland arbejder med planerne om et nyt besøgscenter ved Sct. Bendts Kirke. Ambitionen er, at maleriet skal indgå i formidlingen af Ringsteds enestående middelalderhistorie og samtidig være en markant optakt til fejringen af Ringsteds 1.000-års jubilæum i 2028.