Har du husket hækken? Ellers kan det blive en dyr fornøjelse

Hos flere grundejere er hækken for bred og rager ud over fortove og cykelstier. Det går ud over trafiksikkerheden.

Hos flere grundejere er hækken for bred og rager ud over fortove og cykelstier. Det går ud over trafiksikkerheden.

Foto: Morten Timm

Sommeren er højsæson for grønne haver, men også for hække og buske, der vokser længere ud, end de burde. Derfor minder Fredensborg Kommune nu grundejerne om, at det er deres ansvar at holde beplantningen inde på egen grund og sikre fri passage langs fortove, stier og veje.

Ifølge kommunen har de fleste allerede klippet hækken, men nogle steder vokser beplantningen så langt ud, at fodgængere, barnevogne og kørestole må ud på cykelstien eller vejen for at komme forbi. Samtidig kan renovationsbiler og andre større køretøjer få svært ved at passere.

Grundejeren har ansvaret

Uanset om boligen ligger ud til en offentlig vej eller en privat fællesvej, er det grundejeren, der har ansvaret for at holde hække, buske og træer beskåret.

Hække skal holdes bag skel, mens anden beplantning gerne må række ud over fortov eller græsrabat, hvis der er en frihøjde på mindst 2,75 meter. Over kørebaner skal grene være beskåret til en frihøjde på mindst 4,2 meter.

Samtidig skal vejskilte og gadelamper holdes fri for grene og beplantning, og oversigten ved kryds, sving og indkørsler må ikke blive forringet.

Først en venlig påmindelse

Hvis kommunen konstaterer, at beplantningen er til gene for trafikken eller for de mennesker, der færdes på vejen, bliver grundejeren først kontaktet med en seddel i postkassen.

Her får ejeren normalt 14 dage til at få beskåret hækken eller træerne.

Sker det ikke, følger et egentligt påbud via Digital Post med en frist på en uge.

Hvis problemet stadig ikke bliver løst, kan kommunen lade arbejdet udføre uden yderligere varsel - og sende regningen til grundejeren.

Sikkerhed for alle

Kommunen understreger, at reglerne først og fremmest handler om trafiksikkerhed.

Når fortove og stier holdes fri, bliver det lettere og mere sikkert for blandt andre børn, ældre, cyklister, kørestolsbrugere og familier med barnevogne at komme frem.

Samtidig sikrer beskæringen, at renovationsbiler, redningskøretøjer og andre større køretøjer kan passere uden problemer.

Selv om træer og buske i princippet kan beskæres hele året, anbefaler kommunen, at arbejdet planlægges med hensyn til både naturen, planternes vækst og de praktiske forhold.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...