Efter fire år er der igen løveunger i Givskud Zoo. Der er født fire unger, og flere nye unger forventes at komme til i løbet af sommeren.
Det oplyser Givskud Zoo i en pressemeddelelse.
- Vi har ventet på det her øjeblik, og nu kan vi endelig fortælle, at der igen er løveunger i Givskud Zoo - Zootopia. Det er godt for flokken, og det er vi naturligvis meget tilfredse med, siger Rasmus S. Nielsen, direktør i Givskud Zoo, i meddelelsen.
Løveungerne er nu ude i det store køreanlæg, hvor gæster kan køre rundt i bil.
Da ungerne stadig er små, vil der være tidspunkter, hvor de tager en pause i krattet og derfor ikke er aktive i parkens store løveanlæg.
Den årelange ventetid på nye løveunger skyldes, at parkens seneste hanløve døde i slutningen af 2021, hvor hannens unger stadig var små.
Givskud Zoo valgte derfor ikke at introducere en ny hanløve i frygt for, at den nye løve ville dræbe de små løveunger.
I naturen vil en ny hanløve ofte forsøge at slå andre hanners unger ihjel.
RITZAU