Møn skaber en ny festival

Her er den nye bestyrelse for Mørkefestival. Den består af Mette Juul Holmquist, Inger Marie Scavenius, Kristina Ask, Laura Barüel og Anne Marie Kamilles.

Her er den nye bestyrelse for Mørkefestival. Den består af Mette Juul Holmquist, Inger Marie Scavenius, Kristina Ask, Laura Barüel og Anne Marie Kamilles.

Foto: Presse

En ny forening har set dagens lys, og med den er fundamentet lagt for en ny festival på Møn.

Foreningen Mørkefestival Møn er stiftet og står bag etableringen af en ny, årligt tilbagevendende Mørkefestival, der får premiere på Møn i efteråret 2026. Festivalen vil strække sig over en hel måned i oktober og november og invitere borgere, gæster og erhvervsliv til at opleve mørket – sammen.

Mørkefestivalen udspringer af en fælles ambition om at sætte fokus på nattemørket som en kvalitet i sig selv. Ikke blot som fravær af lys, men som noget værdifuldt for naturen, for vores sundhed og for den kulturarv, der knytter sig til nattehimlen.

Mørkefestival Møn tager afsæt i områdets status som Dark Sky Park og Dark Sky Community og understøtter Vordingborg Kommunes strategi 'Mørke af Guld'. Målet er at styrke forståelsen for mørkets betydning og inspirere til handling, der kan reducere lysforurening. Samtidig er ambitionen at skabe liv i skuldersæsonen og give både lokale og besøgende en ny anledning til at opleve Møn og Nyord – også når mørket falder på.

- Det her er et initiativ, der taler direkte ind i hele grundlaget for vores Dark Sky-arbejde. Mørket er en kvalitet, vi både skal beskytte og formidle, og her får vi en platform, hvor endnu flere kan være med til at skabe oplevelser og engagere sig, siger Dark Sky-koordinator Anne Marie Kamilles.

Arbejdet med festivalens indhold går nu i gang, og foreningen inviterer allerede nu foreninger, kulturaktører, virksomheder og ildsjæle til at byde ind. Har man en idé til en aktivitet, et arrangement eller en oplevelse – eller ønsker man blot at blive holdt orienteret – er man velkommen til at tage kontakt.

Allerede nu løftes sløret for nogle af de første elementer i programmet. Blandt andet arbejdes der på et foredrag om Nattens Natur med naturformidler Morten D.D., mørkevandring med stjernkig i Klinteskoven og lanceringen af et MørkeMuseum på 44Møen i Askeby. Den første Mørkefestival Møn & Nyord finder sted fra 10. oktober til 8. november 2026.

Bestyrelsen i den nye forening består af Mette Juul Holmquist, Inger Marie Scavenius, Kristina Ask, Laura Barüel og Anne Marie Kamilles.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...