Egedal Kommune har tirsdag 30. juni indgået en ny samarbejdsaftale med Ølstykke FC og DBU Sjælland om udvikling af Velfærdsalliancen.
Aftalen betyder, at FC Demens bliver til FC Fællesskab og åbner for flere.
FC Demens er et motionstilbud til mennesker med demenslignende symptomer eller demens i tidligt stadie.
Formålet er at forebygge sygdommens følgevirkninger for de ramte ved at styrke mental sundhed, fysisk aktivitetsniveau og livskvalitet i trygge rammer gennem fodbold og socialt samvær.
Ældre mænd og kvinder velkomne
Med FC Fællesskab udvides tilbuddet til ældre kvinder og mænd, der ønsker at indgå i et aktivt og inkluderende fællesskab.
Man er velkommen, uanset om man har funktionsnedsættelser, ønsker socialt samvær eller blot har lyst til at bevæge sig i et roligt tempo.
- FC Fællesskab er et fantastisk eksempel på, hvordan frivillige gør en kæmpe forskel. Ølstykke FC har lagt mange kræfter i projektet og har med deres tid og engagement skabt et trygt og stærkt fællesskab for mennesker, som er i en svær situation, lyder de anerkendende ord fra borgmester Birgitte Neergaard-Kofod i en pressemeddelelse.
Øvelser med og uden bold
I FC Fællesskab er fokus på bevægelse og nærvær.
Træningen tilpasses deltagernes behov og kombinerer øvelser med og uden bold med socialt samvær efterfølgende. Der trænes udendørs i sommerhalvåret og indendørs i vinterhalvåret.
Sammen med Egedal Kommune og DBU Sjælland vil vi arbejde for, at endnu flere borgere får mulighed for at opleve den livsglæde som fællesskab, bevægelse og nærvær skaber.
Henrik Jensen, Ølstykke FC
- Gennem FC Demens har vi oplevet, hvor stor betydning det kan have for mennesker at mødes omkring fysisk aktivitet og socialt samvær. Vi ønsker fortsat at tage et socialt ansvar som lokal forening. Sammen med Egedal Kommune og DBU Sjælland vil vi derfor arbejde for, at endnu flere borgere får mulighed for at opleve den livsglæde som fællesskab, bevægelse og nærvær skaber, udtaler næstformand for Ølstykke FC Henrik Jensen i pressemeddelelsen.
Mød op ved klubhuset
FC Fællesskab spiller hver torsdag klokken 10-11.30 og har deltagere af begge køn.
Træningen starter igen torsdag 13. august, hvor man mødes ved Ølstykke FC’s klubhus, Tranekærvej 3.
Alle er velkomne, og man behøver ikke at tilmelde sig på forhånd. Deltagelse kræver hverken erfaring med fodbold eller særligt udstyr.