Madanmeldelse: De har fundet et seriøst hul i markedet

Der er alt andet end triste køderstatninger at finde på tallerkenen under årets Roskilde Festival. 

Roskilde Festival har fra i år indført et loft for, hvor meget CO2 et måltid mad må udlede. Nye madboder må udlede 2,0 kilo, mens madboder, der også var på festivalen sidste år, må udlede 2,5 kilo.

Det har blandt andet medført, at burgerbarer på pladsen har måttet droppe oksekødet. 

Sjællandske Nyheder tester fem spisesteders grønne valgmuligheder i omegnen af 100 kroner. 

Læs også

Flere Fugle - 9/10 (VINDER) 

Lángos med grønne ærter, straciatella, lagret parmesan og rucola 

110 kroner

Flere Fugle leverer en sand genialitet i form af deres ungarske lángos.
Flere Fugle leverer en sand genialitet i form af deres ungarske lángos. Foto: Palle Demant

Flere Fugle har opdaget et seriøst hul i markedet. 

For det er ikke mange steder i Danmark, man kan få fingrene i Ungarns bedst bevarede hemmelighed; de syndige, mundvandsdrivende lángos.

Den friturestegte gærdej er toppet med straciatella (pigen i boden sagde ricotta, men skiltet sagde straciatella), massevis af grønne ærter, rucola og parmesan. 

Og hvis man tror, den kombination er tør og kedelig, tager man grueligt fejl.

Straks når man har bidt igennem det salte, fedtede brød flyder ærtesødmen ud i hele munden.

Rucolaens pebernoter spiller flot op imod flødefedmen fra stracciatellaen.

Det er sommer, solen skinner, og smilet breder sig i takt med bevidstheden om, at man lige har fundet et af de bedste spisesteder på Roskilde Festival. 

Er du træt af burgere og tun i vand, kan du roligt unde dig selv denne ungarske kærlighedsaffære. 

Diamond Slice - 5/10

Pizza salad slice med radicchio, balsamicodressing, parmesan og knust hvidløgsbrødsskorpe 

90 kroner

Diamond Slice.
Diamond Slice. Foto: Palle Demant

Pizzadarlingen fra Nørrebro er igen i år at finde på Roskilde, men jeg kan lige så godt sige det, som det er: Salatpizzaen er IKKE varianten, som størstedelen af den sædvanligvis alenlange kø bestiller. 

Det ses tydeligt på stakken af pepperonipizzaer, som fylder i madteltet. 

Den bitre italienske salat er frisk og flot doseret, og den løftes da også af balsamicodressingen, som dog godt kunne have været en anelse mere syrlig. 

De små velsmagsbunker af parmesan gav en dyb smag sammen med den sprøde, økologiske surdejspizzabund, og på Diamond Slice er man ikke et sekund i tvivl om, at man spiser råvarer fra allerøverste skuffe. 

Men det stykke ostepizza, som fyldet ligger på, var blevet lidt for tørt og stift i al den tid, hvor gæsterne har haft travlt med at bestille pepperonipizzaen. 

Pizzaslicets allerstørste problem består dog i det sprøde element: krummerne af hvidløgsbrødsskorpe. De rev en anelse i ganen og gav mindelser til de mange sandskyer på festivalens stier.

Det ville unægteligt have gjort godt at tilkøbe bodens creme fraiche-dressing til 15, for alt i alt ender det som en tør og uforløst oplevelse, selvom smagene meget langt hen ad vejen er behagelige og afstemte.

Intentionerne er gode, men hvis man absolut skal spise klimavenligt, er det måske ikke her, ekstasebarometret eksploderer. 

Derfor kan det kun blive til en lille femmer til salatpizzaen. 

Yeerro - 6/10

Veggie gyros bowl med krydret og stegt østershat og knoldselleri, fritter, tomater, rødløg, tzatziki og paprika.

99 kroner

Yeerros veggie gyros bowl med krydret og stegt østershat og knoldselleri, fritter, tomater, rødløg, tzatziki og paprika.
Yeerros veggie gyros bowl med krydret og stegt østershat og knoldselleri, fritter, tomater, rødløg, tzatziki og paprika. Foto: Palle Demant

Hovedrollen i den græske streetfoodklassiker gyros er spidstegt kød - typisk enten okse, lam, kylling, svin eller en blanding, som er indpakket i et pitabrød med tzatziki, rødløg, tomat og pommes frites. 

Hos Yeerro består den vegetariske variant af knoldselleri og østershatte, og vi valgte den æskebårne udgave for at variere dagens kulhydratkilder bare en kende. 

Første bid er en kende skuffende. 

Knoldsellerien smager kraftigt og krydret af især sort peber og hvidløg og mindre af oregano og spidskommen, men østershattene er en smule dovne og anonyme, hvilket står i skarp kontrast til de smagfulde kødstrimler, som normalt fås i en gyros. 

Tomaterne er saftige, men hele retten bliver en for blød og salt blanding, som ikke komplementeres nok af den letbenede tzatziki. 

Hvis man her øjner en gyrosoplevelse, der kan sende tankerne tilbage til efterårsferien på Kreta, bliver det ikke gennem denne vegetariske svampe- og selleriæske. 

Men det er mættende, tilpas spændende og mængden er godkendt til prisen, og derfor kan fem og en halv stjerne med nød og næppe skrues op til seks. 

Mikuna - 8/10

Burger med plantekød, salt og peber-chips, aioli, chilimarmelade, syltet kål og rødløg

109 kroner

Mikunas planteburger er en publikumsfavorit med god grund.
Mikunas planteburger er en publikumsfavorit med god grund. Foto: Palle Demant

Der er alverdens gode grunde til at have høje forventninger til Mikunas "crispy burger". 

Mikuna blev for få uger siden kåret som bedste madoplevelse på NorthSide af madmediet Smag Aarhus, ligesom Euroman kårede den til Roskildes bedste burger i 2025. 

Men uheldet ville, at madboden onsdag var løbet tør for løgringe, hvorfor chips med salt og peber-smag stod for sprødheden. 

Frygten for at gå glip af en god madoplevelse blev hurtigt gjort til skamme. 

Shit, den er original, den her burger. 

For det første har farsen sin helt egen identitet: spændstig, saftig, jordet og umamitung.

Aioli bidrager med cremethed og hvidløgsskarphed, chilimarmeladen giver et velment spark og den syltede kål og løgene er syrlige, sprøde og friske. 

Skal man alligevel være efter publikumsdarlingen Mikuna, er burgeren lige i den høje ende af sødmeskalaen, hvilket kan tilskrives den hvide bolle og chilimarmeladen. 

Der er ikke et eneste element, burgeren mangler - ud over løgringene, hvor man sidder tilbage med følelsen af, at chipsene er en lige lovlig tynd erstatning for løgringene. 

Derfor bliver de otte og en halv stjerner nedjusteret til otte. 

Sådan gjorde vi

Sjællandske Nyheder har udvalgt fem steder, som både serverer retter med og uden kød. 

Her har vi valgt en af deres kødfri retter for at blive klogere på, om Roskildes grønne madomstilling nu også smager godt.

Retterne er vurderet fra 1 til 10 og får karakter på baggrund af parametre som smag, udseende og værdi for pengene. 

Meyers - 7/10 

Quesadilla med "refried beans" og ost samt grøn ærtemos, jordnøddesalsa, syltet kål og creme fraiche

100 kroner

Meyers quesadilla er et nyt skud på festivalens vegetarstamme, og den leverer glimrende velsmag.
Meyers quesadilla er et nyt skud på festivalens vegetarstamme, og den leverer glimrende velsmag. Foto: Palle Demant

Meyers har været på Roskilde Festival siden 2009 og har særligt høstet store roser for deres flæskestegssandwich.

En ny tilføjelse er quesadillaen. Den stegte hvedepandekage har fyld af rigelig osteblanding og en bønnemos, som var så velkrydret med spidskommen og hvidløg, at en mexicansk gadekok kunne knibe en nationalstolt tåre.

Det er på mange måder lidt af en luksusservering: ærtemos som dyppelse, en salsa som smager igennem af røget chili og syre samt den syltede sommerkål som sprødt-syrligt afbræk.

Dog er der gået en anelse for meget nøddepyntesyge i den med peanuts på toppen af pandekagen, som overskygger korianderens og creme fraichens friskhed.

Halvvejs igennem falmer begejstringen en smule i smagsmæssig overstimulans her i sommervarmen, og hverken ærtemosen eller sommerkålen opvejer den tunge fornemmelse. 

Et godt bekendtskab, som vil tilfredsstille langt de fleste, og måske særligt dem, som deles om retten. 

Det sikrer Meyers et syvtal. 

Pænt niveau

Vi bevæger os utvivlsomt mod et niveau, der kan måle sig med de kødfyldte madtilbud på Roskilde Festival. 

Grøntsagsskeptikernes antagelser om, at et kødfrit alternativ er lig med et kompromis, tager altså fejl. I hvert fald i en del tilfælde. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...