Tysk far udvises efter seksuelle overgreb mod datter

En far bosat i Frederikshavn er blevet idømt fængsel og udvist af Danmark, fordi han begik en lang række seksuelle overgreb mod sin datter.

Samtidig er datterens mor blevet dømt for vold. Pigen blev hevet ud af sin seng og låst udenfor i al slags vejr.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi onsdag på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Manden, der er 43 år, er af Retten i Hjørring idømt fængsel i fire år. Ikke bare begik han ifølge retten de seksuelle overgreb - også vold er han fundet skyldig i.

Den dømte er tysk statsborger og har boet i Danmark, siden han var 19 år. I forbindelse med udvisningen har han fået et indrejseforbud, som gælder i seks år, oplyser anklagemyndigheden til Ritzau.

Kvinden, der er 47 år, straffes med 60 dages fængsel.

Datteren var mellem otte og ti år gammel, da hun blev udsat for forbrydelserne. Hun er i dag 20 år.

På grund af forbrydelserne er hun blevet tilkendt erstatning på 100.000 kroner.

Begge de dømte har anket dommen til Vestre Landsret. De kræver at blive frifundet.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...