Byrådet i Egedal Kommune har besluttet at bruge 200.000 kroner fra kunstpuljen på at forbedre tilstanden af kommunens kunstværker.
Beslutningen kommer efter flere år uden et fast budget til drift og vedligeholdelse af kunst i det offentlige rum. Da Kunstrådet og kunstpuljen blev oprettet i 2014, blev der afsat penge til formålet, men ordningen blev fjernet efter en politisk beslutning i 2018.
Siden da er der kun blevet udført akutte reparationer på ødelagte eller vandaliserede værker samt antigraffiti-behandling af ny kunst. Ifølge administrationen har flere af kommunens kunstværker nu nået en alder, hvor der er behov for mere omfattende vedligeholdelse.
Læs også
Kommunen vurderer, at det samlede vedligeholdelsesefterslæb beløber sig til omkring 400.000 kroner, men de første 200.000 kroner skal i år bruges på de mest vedligeholdelseskrævende værker, særligt træfigurer og keramiske kunstværker.
Yderligere behov
Administrationens vurdering er, at der vil være behov for yderligere 200.000 kroner til vedligeholdelse i 2027 og 100.000 kroner i 2028. Samtidig arbejder kommunen på en samlet vedligeholdelsesplan for den kommunale kunstsamling - en plan, der forventes fremlagt i anden halvdel af 2026.
Udgiften på 200.000 kroner finansieres inden for den eksisterende anlægsramme i kunstpuljen og får derfor ikke konsekvenser for kommunens øvrige budget.