Kylian Mbappé har mere fokus på VM-titlen end alletiders VM-topscorerliste, hvor den franske angriber jagter argentinske Lionel Messi.
Det siger Mbappé efter Frankrigs 3-0-sejr over Sverige.
- Målet er at komme så langt som muligt. At komme frem til finalen 19. juli, siger Mbappé ifølge Reuters.
På listen over alletiders mest scorende ved VM er Mbappé på andenpladsen med 18 mål i 18 VM-kampe. Mbappé scorede to mål i sejren over Sverige. Messi har lavet 19 mål i 29 VM-kampe.
- Vi forsøger at vinde. Vi forsøger at tage et skridt ad gangen. Jeg fortæller ingen noget nyt ved at sige, at jo flere mål du scorer, jo højere op ad listen kommer du. Men jeg er også overbevist om, at Leo (Messi, red.) kommer til at score flere mål, så jeg fokuserer ikke for meget på det.
- Jeg er fokuseret på de modstandere, som vi måske skal møde, og hvordan vi opnår vores mål, som er finalen, siger Mbappé.
Frankrigs modstander i ottendedelsfinalen bliver Paraguay, som slog Tyskland ud efter straffesparkskonkurrence.
- Vi kommer til at arbejde frem til Paraguay-kampen og se, hvordan vi kan forbedre os. Der er fortsat plads til forbedring, siger Mbappé, som sammen med holdkammeraterne har vundet fire ud af fire kampe hidtil ved slutrunden.
- Overordnet er det positivt. Vores evne til at score mål betyder, at vi altid har chancen for at komme foran i kampene, siger angriberen fra Real Madrid.
Natten til lørdag dansk tid skal Messi og Argentina i aktion i 16.-delsfinalerne mod Kap Verde.
Ved det igangværende VM, som spilles i USA, Canada og Mexico, er både Messi og Mbappé oppe på seks scoringer.
RITZAU