Techgiganten Microsoft har planer om at annoncere jobnedskæringer i et forsøg på at spare.
Det siger unavngivne personer med kendskab til sagen til mediet Business Insider.
Der er planer om at skære under 2,5 procent af arbejdsstyrken, herunder stillinger i salg og rådgivning samt Xbox-afdelingen, lyder det fra kilderne.
Med en nedlæggelse af 2,5 procent af selskabets stillinger vil denne fyringsrunde være mindre end sidste år, skriver Business Insider.
Microsoft har 220.000 medarbejdere.
Virksomheden har i tidligere år annonceret fyringsrunder omkring den 1. juli, hvor dets nye regnskabsår starter.
Sidste år fyrede selskabet 6000 medarbejdere i maj og 9000 - eller omkring 4 procent - i juli.
Kilderne har selv anmodet Business Insider om at være anonyme.
Techgiganten vil ifølge kilderne præsentere nedskæringerne i næste uge, men det nøjagtige tidspunkt kan ændre sig. Nogle af de berørte medarbejdere vil blive tilbudt nye stillinger med det samme, siger én af kilderne.
De formodede nedskæringer understreger ifølge Business Insider Microsofts bestræbelser på at tøjle sine omkostninger, mens virksomhederne skruer op for udgifter til kunstig intelligens.
Microsofts aktie har været under pres den seneste tid på grund af bekymring for, at kunstig intelligens kan erstatte softwaretjenester, herunder - i teorien - nogle af Microsofts egne tjenester.
Virksomhedens aktie er faldet omkring 17 procent den seneste måned.
I årets første tre måneder havde Microsoft en omsætning på 82,9 milliarder dollar - 529,2 milliarder kroner. Det var en fremgang på 18 procent i forhold til samme periode sidste år.
Microsofts regnskab følger ikke kalenderåret, og der var derfor tale om selskabets regnskab for tredje kvartal.
Af regnskabet fremgik det blandt andet, at kunstig intelligens bidrager med 37 milliarder dollar til virksomhedens omsætning årligt.
RITZAU