Løsnede hjulbolte er ved at blive en plage for nordsjællandske bilejere og politiet.
Mandag klokken 13.08 anmeldte en 70-årig mand fra Kokkedal, at tre hjulbolte på venstre forhjul af hans Mercedes var blevet løsnet på ukendt vis.
Og det var bare den første af tre anmeldelser, som Nordsjællands Politi modtog om biler med mistænkeligt løsnede hjulbolte i løbet af mandagen.
Halvanden time senere henvendte en borger fra Gilleleje sig til politiet, som i weekenden var kørt til Sverige i en Skoda, hvor venstre forhjul pludselig røg af under kørslen.
Ifølge anmelderen måtte årsagen være løsnede hjulbolte, da de er blevet efterspændt for mindre end en måned siden.
Senere på dagen anmeldte en 62-årig kvinde fra Helsingør, at et autoværksted havde konstateret, at alle hjulbolte på begge forhjul var blevet løsnet, efter at bilen havde afgivet en usædvanlig lyd under kørsel.
Kommer efter flere lignende sager
De tre nye anmeldelser føjer sig til en række lignende episoder, som Frederiksborg Amts Avis tidligere har beskrevet.
Senest fortalte Mette Hussing Schilder-Scheibye fra Hørsholm, hvordan hun og familien kørte hjem fra en fødselsdag i Hillerød med løsnede hjulbolte uden at vide det. Først dagen efter opdagede en Falck-redder, at flere bolte var ved at falde af.
Tidligere har politiet desuden modtaget anmeldelser fra blandt andet Vedbæk, Frederiksværk og en kvinde, der oplevede løsnede hjulbolte på vej fra Hørsholm mod Gilleleje.
Selv om det endnu ikke er oplyst, om sagerne har forbindelse til hinanden, opfordrer Nordsjællands Politi borgere til at kontakte politiet, hvis de oplever lignende hændelser.
Løsnede hjulbolte kan i værste fald få et hjul til at løsne sig under kørsel og skabe livsfarlige situationer.
Læs også
- Mærkelige lyde fra din bil kan være tegn på, at nogle leger med dit liv
- Bolte løsnet på bil - pludselig hørte kvinde mærkelig lyd
- Livsfarligt fænomen tilsyneladende tilbage
- Flere tilfælde af løse hjulbolte: Er livsfarlig tendens på vej tilbage?
- Politiet maner til ro efter løsnede hjulbolte: 'Usandsynligt at der er en sammenhæng mellem de to tilfælde'