Verdensmester fra Bjæverskov jagter nyt VM-guld i USA

Verdensmester Oliver Øchkenholt i 3D-bueskydning skal forsvare sin titel til september i USA.

Verdensmester Oliver Øchkenholt i 3D-bueskydning skal forsvare sin titel til september i USA.

Foto: World Archery

Når verdensmesterskaberne i 3D-bueskydning skydes i gang i Yankton i USA 26. september, bliver det med en lokal repræsentant fra Bjæverskov blandt de helt store favoritter. Den forsvarende verdensmester Oliver Øchkenholt har nemlig endnu en gang sikret sig en plads på det danske landshold og får dermed muligheden for at forsvare den VM-titel, han vandt i 2024.

Kvalifikationen efterlader ingen tvivl om formen. Øchkenholt har domineret den danske udtagelse og vundet fire af de fem kvalifikationsstævner.

Landstræner David Hauge er ikke i tvivl om, at den forsvarende verdensmester igen bliver et af Danmarks største medaljehåb ved mesterskabet.

- Oliver har igen i 2026 vist et højt niveau gennem hele kvalifikationen til 3D-VM. Oliver indgår i landsholdstruppen sammen med de tre andre skytter, som var med til at vinde europamesterskabet i 2025, siger David Hauge og fortsætter:

- Oliver tager til VM som forsvarende verdensmester, og jeg forventer igen i år, at han skyder op til sit højeste niveau og forhåbentlig kommer hele vejen til medaljeskydningerne sidst på ugen både individuelt og i holdkonkurrencen.

For den 33-årige bueskytte er vejen til verdenseliten dog gået gennem en hverdag, der adskiller sig markant fra mange af konkurrenternes. Til daglig arbejder han i Køge Kommunes UngeCentrum, hvor han hjælper unge mennesker uden for arbejdsmarkedet med at finde vej til uddannelse eller beskæftigelse. Samtidig er han familiefar til små børn.

- Resultater kommer ikke uden hårdt arbejde. Jeg skyder så meget, jeg kan, men det kan være svært at finde den nødvendige tid i en travl hverdag med fuldtidsjob og familie. Derfor handler det om at få mest muligt ud af den tid, man har til rådighed, siger Oliver Øchkenholt.

En af verdens bedste med barbue

Oliver Øchkenholt konkurrerer i barbue. Det er en disciplin, der adskiller sig markant fra den bueskydning, de fleste kender fra OL.

Hvor de olympiske recurvebuer er udstyret med sigte og stabilisatorer, skyder barbueskytter uden nogen form for sigtemidler eller stabilisering. Det betyder, at skytten selv skal bedømme afstande, finde de rigtige sigtepunkter og udføre hvert skud med ekstrem præcision.

I 3D-bueskydning foregår konkurrencerne desuden i skov og kuperet terræn, hvor skytterne bevæger sig mellem naturtro dyrefigurer placeret på ukendte afstande. Kombinationen af teknik, erfaring og mentale færdigheder gør disciplinen til en af de mest krævende former for moderne bueskydning.

Oliver Øchkenholt slog for alvor sit navn fast internationalt i 2023, da han blev nummer to ved Kings of Archery i Eindhoven, der er Europas største bueskydningskonkurrence.

Karrierens største øjeblik kom i efteråret 2024 ved verdensmesterskaberne i Slovenien. Her kæmpede Oliver Øchkenholt sig gennem en række intense finalerunder mod verdenseliten, før han til sidst kunne løfte armene og lade sig hylde som verdensmester. Et resultat, der placerede ham helt øverst i international barbueskydning.

Senere samme år cementerede han sin status, da han rejste til USA og skrev historie ved at vinde Lancaster Classic – verdens største indendørs bueskydningsturnering – som den første europæer nogensinde.

Styrken sidder mellem ørerne

Forberedelserne frem mod VM i USA er ikke kun et spørgsmål om teknik og træning. En stor del af arbejdet foregår mellem ørerne.

Meditation, mentale rutiner og vejrtrækningsøvelser fylder en stadig større del af træningen, fordi marginalerne på verdensniveau er så små. Samtidig peger Oliver på, at en stor del af hans mentale styrke stammer fra en helt anden del af livet.

I næsten ti år arbejdede han som politibetjent, hvor han oplevede situationer, som de færreste mennesker nogensinde kommer tæt på. Oplevelserne har givet ham en særlig evne til at bevare roen, når pulsen stiger.

- Der er ingen tvivl om, at min tid i politiet har givet mig nogle redskaber, som jeg bruger i sporten i dag. Jeg er vant til at bevare roen under pres og træffe beslutninger i situationer, hvor der er meget på spil. Når man har stået i nogle af de situationer, jeg har oplevet gennem mit arbejdsliv, så bliver en bueskydningskonkurrence sat lidt i perspektiv, siger Oliver Øchkenholt.

Store ambitioner for Danmark

Selvom Oliver Øchkenholt er forsvarende verdensmester, er fokus ikke kun rettet mod den individuelle konkurrence. Danmark stiller med et af de stærkeste hold i landets historie, og forventningerne er høje. I 2025 var Oliver Øchkenholt med til at vinde EM-guld for hold, og han vurderer, at niveauet i den nuværende trup er højere end nogensinde før.

- Vores hold har aldrig været bedre. Vi har verdensklasseskytter på alle pladser, og jeg har stor tiltro til, at vi kan komme rigtig langt – både individuelt og som hold, siger Oliver Øchkenholt.

Verdensmesterskaberne i Yankton afvikles fra 26. september til 3. oktober 2026.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...