70 år: Han er ikke bange for at bryde konventionerne

Arkitekt Jens Bertelsen er her fotograferet foran Gl. Holtegaard, som han har varetaget den enorme restaurering af.

Arkitekt Jens Bertelsen er her fotograferet foran Gl. Holtegaard, som han har varetaget den enorme restaurering af.

Foto: Christina Hauschildt

Arkitekt Jens Bertelsen, Holte, fylder 70 år 5. juli. 

Han er et diskret fyrtårn blandt danske arkitekter. Hædret og anerkendt af kollegaer og med en ny tegnestue, startet i 2023, fortsætter han sit præg på både at tegne og restaurere kulturarven. 

Nogle vil kende ham som arkitekt, andre som grafiker igen, andre som forlægger eller maler. Han bryder stille regler og konventioner og er et levende bevis på, at det stadig er muligt at gå stik imod konventionerne, at arbejde samtidig med både restaurering og nybyggeri, at uddanne nye generationer af restaureringsarkitekter, udgive bøger der forandrer - og starte en ny tegnestue i en sen alder.

Jens Bertelsen har netop afleveret den enorme restaurering af udstillingsstedet Gammel Holtegaard efter princippet om at fremhæve det væsentlige og forny det nødvendige, men hele tiden bevare og fremhæve bygningens sjæl. 

Det samme finder vi i den fem år lange restaurering af Sorø Klosterkirke, hvor funktionaliteten og æstetikken løfter sig ved modigt og ukonventionelt at lukke og fjerne den pompøse tilbyggede indgang fra 1860'ernes restaurering - og i stedet genåbne den for længst glemte middelalderlige dør. Det gav nyt perspektiv og et nyt lys i kirken. Samtidig blev der lagt et nyt blytag på kirken.

Et bærende princip for Bertelsens arbejde er et arkitektonisk greb, han kalder det anerkendende princip; Arkitekten må på en og samme tid se fremad og bagud og for alt i verden undgå at sætte sit (alt for) personlige præg på resultatet. Arkitekten må ikke alene søge ind til, hvad der har været den oprindelige disponering af byggeriet, men også forstå de ideologiske og arkitektoniske idealer, der herskede, men samtidig sikre at restaureringen er funktionelt. Ellers bliver resultatet musealt.

Efter diverse ansættelser og start af forlaget Aristo fik Jens Bertelsen startet en egentlig tegnestue i 2004, der voksede til 28 medarbejdere. Efter en mislykket fusion genstartede Jens Bertelsen i eget regi i 2023 og beskæftiger i dag syv restaureringsarkitekter. 

Faglig anerkendelse fik Jens Bertelsen blandt andet, da han i 2012 blev udnævnt til Kongelig Bygningsinspektør og dermed blev ansvarlig for et stort antal af statens fredede ejendomme, kongelige slotte og kirker. 

Han er pt. en del af et Kongeligt Bygningsinspektorat med ansvar for kirkerne i Sønderjylland. Han var i mange år del af Akademirådet og er pt. suppleant for samme.

Jens Bertelsen har modtaget K.V. Engelhardts mindelegat, F. Hendriksen Medaljen, er hædret på Mipim og nomineret til Mies van der Rohe-prisen for sin restaurering af Overformynderiets facader. I 2023 modtog han Akademirådets Eckersberg Medaille. I den forbindelse fremhævede man arbejdet med netop Frits Schlegels Overformynderi fra 1937, Hans Hansens 4. Maj Kollegium på Frederiksberg fra 1952 og Knud Blach Petersens modernistiske brutalisme i Glasalstrups domicil fra 1966.

Blandt nybyggeri er værd at nævne diverse offentlige bygninger i historiske miljøer, bl.a. på Slotsholmen, de røde og grønne træbygninger, der huser skole og ophold på Vitskøl Kloster, og han arbejder for øjeblikket med et restaureringsprojekt for Karen Blixens hus i Nairobi, Kenya.

Jens Bertelsen driver ud over sin arkitektvirksomhed forlaget Aristo, der udgiver grundige bøger om arkitekter og arkitektur. Blandt de nyeste udgivelser er Claus M. Smidts 'Thurah' om hofbygmester Lauritz de Thurah og før det Hanne Raabyemagles 'Eigtved' om hofbygmester Nicolai Eigtved - og senest en genudgivelse af Ole Meyers fotobog 'De Tavse Bygninger', der er blevet kult blandt yngre arkitekter i ind- og udland.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...