Tak for dansen, Holger

Merete Dea Larsen og Holger Bernild.

Merete Dea Larsen og Holger Bernild.

Foto: Privat

Vi har mistet Holger Bernild.

Holger var en af de personer, der var med til at få mig ind i politik. Han havde et stort engagement og pressede gerne på for at skabe udvikling og fremdrift i partiet. Han mente noget, sagde sin mening og var aldrig bange for at tage en diskussion, hvis det kunne bringe tingene videre.

Det er efterhånden en del år siden, vi sad i byrådet sammen, men minderne om Holger er ikke blevet mindre med tiden. Tværtimod.

Fortællingerne, anekdoterne og de mange oplevelser med Holger har levet videre længe efter, at han forlod byrådet, og de vil fortsat være en del af os, der havde fornøjelsen af at kende og arbejde sammen med ham.

Holger var en ægte "hygger". Han blev ofte siddende efter møderne, hvor han med glimt i øjet kunne fortælle historier og dele erfaringer fra et langt liv i politik og lokalsamfundet. 

De stunder var med til at skabe fællesskab og minder, som mange af os stadig værdsætter. 

Billedet er taget til et DF-årsmøde, hvor man kunne være sikker på at blive budt op til dans, og han var en virkelig dygtig danser!

En af de historier, jeg særligt husker, handler om, at Holger som regel lod mig bestemme retningen. 

Men når det kom til Jyllinge Boxing, var der ingen tvivl. Man kunne argumentere, diskutere og vende sagen fra alle tænkelige vinkler - men uanset indholdet stemte Holger ja. 

Det var et princip, han gjorde klart fra begyndelsen, og det stod han ved til det sidste.

Holger var et menneske med stærke værdier og klare holdninger. Man vidste, hvor man havde ham, og han var tro mod sine principper.

Samtidig mødte han andre med varme, humor og en oprigtig interesse, som gjorde ham til et særligt menneske at være sammen med.

Tak for din store indsats, Holger. Tak for dit engagement, dit kammeratskab og de mange gode stunder gennem årene.

Og en særlig tak til familien for at have delt Holger med os i så mange timer gennem årene, så han kunne lægge så stor en indsats i politik og for fællesskabet.

Vores varmeste tanker går til familien og de nærmeste i denne svære tid.

Æret være Holgers minde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...