De første studenter har fået huen på i Ringsted

Petra Blaaberg Rasmussen blev modtaget af familie og glade ansigter efter eksamen

Petra Blaaberg Rasmussen blev modtaget af familie og glade ansigter efter eksamen

Foto: Presse

Mandag 22. juni var begyndelsen på studenterugen på Teknisk Gymnasium og Handelsgymnasiet på ZBC i Ringsted. Spændte 3. g’ere stod klar til at gå til deres sidste eksamen og få studenterhuen på. Skolen var pyntet med flag, balloner og studenterhuer, mens familie og venner troppede op med blomster og gaver.

Joachim Braun sprang som den første student ud fra HHX, og hans familie og venner ventede uden for eksamenslokalet for at fejre ham.

- Jeg har en masse lykke i kroppen, og jeg er så glad for at blive student, og at det hele nu er overstået, det er helt fantastisk. Senere skal jeg også opleve, at min bror bliver student. Det meste af min familie har valgt at komme og fejre mig i dag, og så skal jeg til rigtig mange studentergilder og leve af flydende kost de næste dage, siger Joachim Braun, der skal i frivillig værnepligt efter sommer i Livgarden.

Petra Blaaberg Rasmussen blev første student på HTX. Hun blev ligeledes modtaget af familie og glade ansigter efter eksamen.

- Jeg glæder mig til, at jeg skal løbe efter studentervognen til det første stop. Og så er jeg rigtig lettet over at være færdig, og jeg bobler af glæde over, at det er gået så godt, siger Petra Blaaberg Rasmussen, og fortsætter:

- Når jeg er blevet fejret på ZBC i dag, skal jeg også se min kæreste og bedste ven få studenterhue på, og så skal jeg spise noget lækker aftensmad et par dage i træk. Om en uge skal jeg til et studentergilde igen, lyder det fra Petra Blaaberg Rasmussen, der ser ind i et sabbatår, hvor der skal arbejdes.

ZBCs vicerektor Annemette Fabricius overrakte som traditionen byder blomsterbuketter til årets første studenter. Joachim Braun og Petra Blaaberg Rasmussen hejste Dannebrog, som vajede over skolen på studenterugens første dag.

Torsdag afsluttes ugen med dimission og vognkørsel for årets nye studenter fra HHX og HTX på ZBC i Ringsted.

Joachim Braun sprang som den første student ud fra HHX
Joachim Braun sprang som den første student ud fra HHX Foto: Presse

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...