Lørdag hævede de glassene og skålede i øl hos Meny Dalgaaard. For supermarkedet i KongevejsCentret havde besøg af Danske Ølentusiaster, der var mødt op for overrække ’Årets Øl Mærke 2022’ til forretningen og Dorte Jørgensen, som både er butikkens ølansvarlig og helt store ølkender.
Udmærkelsen gives til Meny Dalgaard Supermarked for en særlig øloplevelse og fordi butikken har været fremragende til at finde de gode special øl og har satset på øl fra de små mikrobryggerier fremfor konsum-øl, lyder det fra Rene Haynes, formand for Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Birkerød.
“Det er en jo en særlig oplevelse at kunne komme her og få øl fra alle forskellige steder i verden, ligesom de gør alt for at skaffe en special øl hjem, når en kunde efterspørger det,” tilføjer Rene Haynes.
Klar til at udvide
Hæderen tilskrives først og fremmest salgsassistent Dorte Jørgensens virke, og hun gør en dyd ud af at finde de specielle og unikke øl til kunderne.
Det førte i 2020 til, at hun blev hædret med Danske Ølentusiasters ølpris for regionen.
57-årige Dorte Jørgensen, der også bor i Hørsholm, kom til Meny Dalgaard Supermarked for fem år og fik det fulde ansvar for forretningens ølafdeling. Dengang kunne kunderne vælge mellem 60 special øl. Nu finder man 350 forskellige øl på hylderne - lige fra Kenya til Hawaii, som Dorte Jørgensen udtrykker det.
Og den dyreste står til 215 kroner for en flaske. Om nogle måneder udvider Meny Dalgaard Supermarked det til omkring 600 forskellige øl, men det vender vi tilbage.
Artiklen fortsætter under foto...
Ølsommelier
“Jeg er vildt overrasket og rigtig glad for, at Danske Ølentusiaster kommer med denne anerkendelse af os. Det er jo et stort skulderklap,” siger Dorte Jørgensen, der lige nu er ved at læse til ølsommelier på Hotel- og Restaurationsskolen og er færdig til april.
En uddannelse som naturligvis skal komme kunderne i Meny Dalgaard til glæde og gavn. De senere år er passionen for øl vokset enormt og mange har skiftet vinen ude med de gode øl, når der skal nydes en god middag og inviteres gæster.
En passion som den 57-årige lokale ølekspert selv deler, for det er også blevet en stor hobby for hende. Sådan var det ikke for ti år siden, da hun startede i vin og spiritusafdelingen hos SuperBest i Lyngby.
“Her begyndte de at få øl, men jeg kendte slet ikke noget til det. Efterhånden som jeg fik smagt mig igennem det, og der kom flere og flere kunder, så udviklede det sig,“ husker Dorte Jørgensen.
Frie hænder
Hos Meny Dalgaard Supermarked har hun fået helt frie hænder til at styre alt indkøb og valg af øl. En opgave som hun er ualmindelig glad for og sætter stor pris på.
I nær fremtid er der flere udfordringer til Meny Dalgaards ølspecialist, da det lokale supermarked går all in og bygger om, så øl- og vinafdelingen bliver dobbelt så stor, som den er i dag.
Det betyder, at der bliver plads til 600 forskellige special øl.
“Vi udvider primært med danske øl, da vi gerne vil støtte de danske bryggerier, som nu tæller 256 bryghuse. Der vil være øl, som du kun finder her,” lover Dorte Jørgensen, der regner med at ombygningen er færdig til juli.
Stolt købmand
Selvom det er Meny Dalgaard, der fik tildelt ’Årets Ølmærke 2022’, havde købmand og indehaver Lasse Simonsen en stor buket blomster klar til Dorte Jørgensen. For det er hende som medarbejder, der årsag til at anerkendelsen, slår han fast.
“Jeg bliver da stolt, fordi det ikke bare er en udmærkelse, man får. Og den betyder rigtig meget for os. Så er jeg også stolt over, at vi har en medarbejder som Dorte, da det nærmest kræver, at det er en hobby for at nå så langt,” fortæller Lasse Simonsen.
Som supermarkedsejer falder det derfor naturligt at satse endnu mere på special øl.
“Vi skal jo have det, kunderne gerne vil have. Og de sidste fem-seks år er øl bare vokset utroligt i folks bevidsthed, og det er blevet noget rigtig mange mennesker går op,” fortæller den glade købmand om den forestående udvidelse af øl og vin, men indenfor de eksisterende butikskvadratmeter.
