Morten Flindt forlader Venstres gruppe i Furesø Byråd - fortsætter som løsgænger

Efter næsten 20 år i Venstre bryder Morten Flindt med partiet. Han fortæller, at han er blevet bedt om at forlade byrådsgruppen efter en bitter uenighed om plejehjemmet Lillevang.

Morten Flindt er fortid som en del af Venstres byrådsgruppe og fortsætter som løsgænger.

Morten Flindt er fortid som en del af Venstres byrådsgruppe og fortsætter som løsgænger.

Foto: Robin Skjoldborg

Morten Flindt har i en kort pressemeddelelse meddelt, at han forlader Venstres gruppe i Furesø Byråd. Han fortsætter som løsgænger.

"Der er i Venstres gruppe i Furesø Byråd ikke et ønske om at føre den politik, som jeg står for - som jeg troede Venstre i Furesø stod for - og som jeg er gået til valg på," skriver han.

Strid om plejehjem

Han begrunder blandt andet sit exit med en verserende sag, hvor der er lagt op til at nedlægge bestyrelsen på Lillevang Plejecenter.

"I sagen om bestyrelsen på det kommunale plejehjem Lillevang har jeg holdt fast på, at Venstre som altid bør stå for decentralisering, for frivilligt engagement og for at styrke de nære og lokale demokratier."

"Jeg mener, vi bør arbejde for at styrke bestyrelserne i alle institutioner i kommunen, også den på Lillevang, og derigennem give beboerne og deres pårørende øget indflydelse på deres eget liv og hverdag."

Læs også

Bedt om at gå

"Det er der ikke opbakning til fra Venstres byrådsgruppes to øvrige medlemmer. De ønsker at nedlægge bestyrelsen på Lillevang og har bedt mig om at forlade Venstres gruppe. Som konsekvens heraf melder jeg mig ud af Venstre og fortsætter i byrådet som løsgænger. Her vil jeg fortsat arbejde for de værdier og den politik, jeg er gået til valg på," meddeler Morten Flindt i pressemeddelelsen, der slutter:

"Venstre har været en central del af mit voksne liv, og gennem snart 20 år har jeg arbejdet for at fremme Venstres værdier og borgerlig-liberal politik. Jeg er glad for at se, at Venstre på landsplan har sat sig for at samle den blå opposition og vil arbejde målrettet med at skabe et borgerligt-liberalt alternativ til den nuværende røde regering. Jeg ønsker alt det bedste for Venstre."

Om Morten Flindt

Morten Flindt er 45 år og ansat som chefkonsulent for Forsvar og Sikkerhed i Dansk Industri

Han har været en del af Venstre i 20 år og har blandt andet tidligere været særlig rådgiver for forhenværende minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen (V).

Han blev for første gang valgt som byrådsmedlem ved kommunalvalget sidste år og er medlem af Ældre og Sundhedsudvalget i Furesø Kommune.

Kilde: Altinget/Furesø Kommune

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...