Blåmuslingen kender vi alle sammen. På stranden mærker vi skallerne knase under vores fødder og vi ser dem skvulpe i vandkanten, når de har limet sig fast til sten og stolper i havne. Vi ser dem i køledisken, hvor de vakuumpakket ligger side om side med laks og torsk. Men hvad er blåmuslingen egentligt for et mystisk lille dyr? Det fortæller naturskolelederen mere om her. 

Når man bader ved strandene eller i havnene, kan man støde på store muslingebanker, hvor dyrene sidder skal ved skal op til mere end 10.000 individer per kvadratmeter.

- De sidder ofte i de her store kolonier, hvor de lever deres liv. De kan godt bevæge sig, men det går langsomt. Meget langsomt, siger Tine Nord Raahauge, leder af Slagelse Naturskole. Hun fortæller, at blåmuslingen sidder fast på underlaget det meste af sit voksne liv ved hjælp af såkaldte byssustråde, men at den typisk bruger "foden" til at trække sig henover havbunden, når den vil flytte sig til et nyt sted.

Har man nogensinde forsøgt at tage fat i en musling, der sidder på en bundgarnspæl eller en sten, så mærker man, at den sidder fast. Og beslutter muslingen sig for, at den må flytte sig, så må den også kappe de tråde, som den sidder fast med - limen slipper ikke.

- Den laver en slags biologisk lim, som er meget stærk og med den sætter den sig fast, siger naturvejlederen.

Vores venner i havmiljøet

Oftest er det ikke nødvendigt for blåmuslingen at bevæge sig, for den lever af det, vandet bringer forbi.

- Den sidder og filtrerer vandet. Så tager den bittesmå alger, plankton og organiske partikler, som den får med ind, siger Tine Nord Raahauge.

Og det er store mængder vand, der ryger gennem sådan en musling.

- En større musling kan filtrere 100 til 200 liter vand i døgnet, og der løber virkeligt meget vand i gennem. De er vores venner, de fjerner virkeligt meget organisk materiale i vandet, siger hun og fortæller, at blåmuslinger blandt andet bliver brugt som vandrensende foranstaltninger ved dambrug.

- Hvis et dyr kan filtrere et par hundrede liter, så forestil dig en hel koloni, siger hun og nævner, at der er flere projekter i gang, som netop forsøger at udnytte dette til naturforbedrende formål.

Som at vinde i lotto

Når nu blåmuslingerne nærmest er limet fast til pæle og sten og ligger skal ved skal i store kolonier, så er det ikke så ligetil at formere sig, skulle man tro. Men her arbejder muslingerne med den metode, der hedder, at hvis vi bare sender nok æg og sæd ud i vandet, så er der nok noget, der lykkes. 

- Det er lidt hårde odds at gå fra æg eller sædcelle til at blive en voksen musling. Hannerne og hunnerne sender deres æg ud i vandet omkring dem, og så er der nok nogen, der rammer hinanden. De, det lykkes for, bliver så til larver, og de, der ikke bliver spist, sætter sig fast et sted og bliver så til muslinger, siger Tine Nord Raahauge, som fortæller, at chancen for at blive en velvoksen blåmusling med år på bagen, i det spil formentligt svarer til chancen for en større lottogevinst.

Og selv når man er en voksen blåmusling er faren ikke ovre. For der findes både fugle, krabber og måske værst af alle - søstjerner.

- Søstjernen, den er barsk! Den har man ikke lyst til at møde som blåmusling, siger Tine Nord Raahauge og fortæller, hvordan en søstjerne overfalder muslingen.

- Den omfavner blåmuslingen og med sine sugekopper lirker den skallen en smule åben. Så krænger den sin mavesæk ud af sig selv og ind i skallen, og sprøjter en væske ind, som så opløser muslingen. Derpå opsuger søstjernen ”muslingesuppen”, siger Tine Nord Raahauge og nævner at søstjernen på denne måde kan gøre selv de barskeste science fiction-monstre rangen stridig.

Vi spiser vores venner

Livet er med andre ord hårdt og svært for vores venner i dybet, blåmuslingerne - som vi selvfølgeligt ikke er bedre venner med, end at vi også selv marinerer, damper og spiser dem med et lækkert glas vin.

- Men hvis man vil spise dem nu, skal man nok hente dem i supermarkedets kølediske, for i sommerhalvåret, frem til oktober, kan de være giftige på grund af de alger, de spiser, siger Tine Nord Raahauge.

Hun fortæller, at vi har spist blåmuslinger i mange tusinde år her i landet.

- Da man undersøgte ærtebøllekulturens køkkenmøddinger, fandt man blåmuslingeskaller i lagene, siger Tine Nord Raahauge. Hun fortæller, at de formentligt er kommet til Danmarks havområder, i tiden efter at isen trak sig tilbage ved sidste istid.

Ærtebøllekulturen opstod i den sene jægerstenalder, og det har givet vigtig viden om livet i Danmark i oldtiden, og her har muslingen med det karakteristiske blå-lilla skær altså været en del af kosten, og det har den fortsat med at være op i jernalderen og videre op i tiden.

Tjek selv dens alder

Lykkes det den lille blåmusling at blive undfanget, at undgå at blive spist af hav- og vadefugle, af krabber, søstjerner og mennesker så kan den godt blive op til otte-ti år gamle, muligvis helt op til 15 år.

- Og man kan jo prøve at tjekke dens alder ved at kigge efter årringene på skallen. En mørk og en lys ring repræsenterer i udgangspunktet muslingens vækst i ét år, selvom det godt kan snyde hvis blåmuslingen eksempelvis har været stresset, siger Tine Nord Raahauge og fører en finger hen over muslingeskallen, hvor bulerne afslører, at den har nogle år på bagen.