Selvom der er flere måneder til halloween, har forberedelserne til en helt særlig - og skræmmende - oplevelse allerede været i gang i lang tid. Faktisk siden den 1. november.
I Hedehusene har Frederik Pedersen og hans familie og venner siden 2021 indrettet en bolig til et uhyggeligt haunted house, som man kan besøge, når det er halloween.
I år er det således sjette gang, at man kan opleve zombier, monstre og andre uhyggelige væsner på en helt almindelig villavej i Hedehusene.
Frederik Pedersen og hans familie og venner arbejder løbende på at gøre oplevelsen endnu bedre for de besøgende. Derfor har de åbnet muligheden for, at man kan blive en del af holdet, der arrangerer den skræmmende oplevelse i Scary House Hedehusene, når det bliver halloween.
- Vi søger nogle, der har lyst til at være med for at få nogle flere kompetencer ind, så vi kan give en endnu bedre oplevelse, siger Frederik Pedersen.

For man kan sende en ansøgning om at blive frivillig på projektet, som udelukkende drives, fordi Frederik Pedersen og hans familie altid har dyrket halloween og pyntet lystigt op, indtil de i 2021 tog skridtet mod at lave et scary house på deres private ejendom på Vesterkøb i Hedehusene.
Det kan være frivillige, der kan bygge kulisser, lave makeup eller frivillige, der skal være statister og med til at skræmme gæsterne.
Skal ikke tjene penge
Første år var omkring 400 gæster igennem det uhyggelige hus, mens det sidste år var over 770 - oveni kommer en masse forbi villavejen og ser kulisserne og statisterne udefra, eller deltager i den mere børnevenlige del af eventet om eftermiddagen.
Frederik Pedersen og hans familie gør det, dels fordi de synes, det er sjovt, men også for at give noget tilbage til lokalsamfundet.
- Det er for at give noget tilbage til Hedehusene. Det giver en fast tradition i byen, og der er mange faste gæster, der vender tilbage. Vores ambition har altid været, at det skulle være tilgængeligt for alle i Hedehusene og omegn, og det skal ikke være kommercielt, siger Frederik Pedersen.
Læs også
- Da Frederik fik særlig halloween-forespørgsel, tøvede han ikke - i aften går det for alvor løs
- Klar til skræmmende aften: Mørke hemmeligheder vækkes til live i villahave
- Skræmmende anstalt vækkes til live i villahave
I 2025 inviterede Frederik Petersen beboere på Daghjemmet Anemonen forbi det uhyggelige hus, så de fik sig en god oplevelse.

Den bedste oplevelse
Det koster en skilling at købe billet til en tur gennem det hjemsøgte hus, men de penge går til kulisser, rekvisitter og forplejning til de frivillige, der bruger deres tid på at give en uhyggelig oplevelse til andre.
Og der er heller ikke planer om, at det skal være kommercielt.
- Hvis vi skulle give løn og tjene penge, ville billetpriserne være noget helt andet, men vi tror, at det vil ødelægge oplevelsen. Det er ikke Tivoli, man køber billet til, siger 24-årige Frederik Pedersen, der sætter ord på en af de bedste ting ved, at folk oplever hans og familiens scary house.
- Vi har en genganger, som kommer hvert år og bliver lige bange hver gang og siger, at hun tisser i bukserne. Vi kender hende ikke, men kan genkende hende, og det er fedt, at hun kommer igen, når hun bliver så bange, siger Frederik Pedersen.
Scary House Hedehusene
Scary House Hedehusene er et lokalt haunted house skabt af frivillige med passion for uhygge, fortællinger og fællesskab. Hvert år forvandles området til en uhyggelig oplevelse fuld af gys, effekter og levende skuespillere.
Det slog dørene op i 2021, og i år er det sjette gang, det åbner.
Flere end 3500 besøgende og trick-or-treaters har været forbi gennem årene.
Det er drevet af frivillige, men koster en skilling for billetten.
Læs mere på scaryhouse.dk
Og man kan sende ansøgning om at være med her.
Han fortæller, at det efterhånden er blevet et helårsprojekt for ham og familien.
- Vi begynder nærmest allerede den 1. november med at få nye ideer, og vi prepper stort set hele tiden, siger Frederik Pedersen, der egentlig godt kunne tænke sig at have åbent mere end de to dage, som man byder gæsterne inden for til.
- Men vi har ikke ressourcer til det. Vi er bare en privat familie, der også skal tage fri fra arbejde for at gøre det, siger han.
I år åbner Scary House Hedehusene fredag den 30. og lørdag den 31. oktober.