30.000. Så mange afgange forventer det danske rederiselskab Molslinjen i løbet af sommeren. Op mod knap 58 procent af alle de afgange vil blive sejlet på strøm. Den kommende højsæson bliver dermed den mest elektriske færgesommer nogensinde.
Det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.
Andelen af elektrisk færgedrift for dette års sommer udgør en voldsom stigning. Sidste år udgjorde den elektriske færgedrift nemlig blot 25 procent. Det betyder, at der denne højsæson sejles 131 procent flere ture på ren el.
Ifølge Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, så er der samtidig lagt op til, at samtlige af rederiets ruter bliver omstillet til elektrisk drift i 2030.
- Vi har fuld fart på den grønne omstilling lige nu, og det er en milepæl for os, at vi denne sommer sammenlagt sejler flere ture på strøm end på diesel, siger Carsten Jensen, der er Molslinjens administrerende direktør.
Mangler fortsat de store ruter
En stor del af rederiets færger er allerede drevet af el.
Således betjens både Alslinjen og Samsølinjen af rene elfærger. På Fanølinjen sejler den mest benyttede ud af tre færger på strøm. På Øresundslinjen er tre ud af fire færger på strøm, mens Bornholmslinjen, Langelandslinjen og hurtigfærgerne på Kattegat stadig sejler på diesel.
Molslinjen er lige nu i gang med at bygge tre store katamaraner i Australien. De nye fartøjer skal efter planen indsættes på netop Kattegat-ruterne fra starten af 2028.
- Vi mangler stadig de store ruter på Kattegat og på Bornholm, hvor teknologien først nu er ved at gøre det muligt at sejle på strøm med de store katamaraner - men med de andre ruter helt eller delvist på strøm, forventer vi at spare klimaet for adskillige tusinde ton CO2 bare denne sommer, siger Carsten Jensen.
5,4 millioner rejsende forventes at tage en tur med en af Molslinjens færger i højsæsonens tre sommermåneder.