Havet ud for klinten får nu både stenrev og muslingebanker

Naturgenopretningsprojektet ved Storebælt Klint til over 20 millioner kroner ventes færdigt i 2029.

Havmiljøet ud for Storebælt Klint bliver nu løftet med et projekt til over 20 millioner kroner.

Havmiljøet ud for Storebælt Klint bliver nu løftet med et projekt til over 20 millioner kroner.

Foto: Presse

Et nyt naturgenopretningsprojekt ud for Storebælt Klint ved Kruusesminde i Korsør bliver nu en realitet, efter Nordea-fonden og Den Danske Naturfond har givet tilsagn om støtte på henholdsvis 10 og fem millioner kroner. 

Dermed er finansieringen af det samlede budget på 20,5 millioner kroner sikret.

Som led i projektet skal der genetableres 42 hektar stenrev og udlægges 14 hektar blåmuslingebanker - sammenlagt svarende til et område på cirka 80 fodboldbaner. 

Plads til havfugle og marsvin

Indsatserne skal forbedre levesteder for fisk og bunddyr og samtidig skabe et bedre fødegrundlag for blandt andet havfugle og marsvin. 

Baggrunden for projektet er, at Storebælt - ligesom mange andre danske havområder - gennem årtier har mistet en stor del af sin naturlige biodiversitet. Blandt andet er stenrev blevet fjernet fra havbunden og brugt til anlægsprojekter, hvilket har forringet levevilkårene for en række arter.

Mere natur også til lands

Projektet skal desuden bidrage til at løfte formidlingen og oplevelserne ved Storebælt Klint, som Slagelse Kommune og Den Danske Naturfond i 2024 opkøbte med henblik på at udvikle området til et større sammenhængende naturområde.

Ambitionen er at skabe et samlet naturområde, hvor naturgenopretningen omfatter både havet og landarealerne.

Knud Vincents, borgmester

- Storebælt Klint skal være et sted, hvor borgere, besøgende og turister kan få store oplevelser i naturen. Med støtten fra Nordea-fonden og Den Danske Naturfond får vi mulighed for at styrke naturgenopretningen og formidlingen af naturen og områdets fortællinger, udtaler borgmester Knud Vincents i en pressemeddelelse fra Slagelse Kommune.

- Ambitionen er at skabe et samlet naturområde, hvor naturgenopretningen omfatter både havet og landarealerne - et sted, som borgere kan være stolte af, og som danner rammen om oplevelser i naturen for både borgere og besøgende, lyder det videre fra borgmesteren. 

Håber på naturnationalpark

Projektet understøtter den plan for Storebælt Klint, som økonomiudvalget vedtog for nylig, hvor der også er fokus på at styrke formidlingen af naturen i Storebælt.

Derfor afsættes der også midler til både formidling og etablering af faciliteter, som skal gøre det lettere for borgere og besøgende at opleve og få indsigt i naturen i området.

I det nye regeringsgrundlag står der, at regeringen vil udpege fem nye marine naturnationalparker.

- Det her projekt vil bidrage til at forbedre vandkvaliteten og øge biodiversiteten i området ud for Storebælt Klint. Samtidig styrker vi også Storebælts potentiale for at blive udpeget til marin naturnationalpark, lyder ambitionen fra formand for klima- og miljøudvalget Jørgen Grüner i pressemeddelelsen.

Forventes færdigt i 2029

Projektet gennemføres i samarbejde med DHI, Musholm A/S, DTU Aqua, lokale fiskere og dykkerklubber. 

Udover Nordea-fonden, Den Danske Naturfond og Slagelse Kommune bidrager Musholm og DHI også med henholdsvis 930.000 kroner og 250.000 kroner. 

Forundersøgelserne igangsættes i 2026, anlægsarbejdet forventes gennemført i 2027-2028, og projektet ventes afsluttet i 2029.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...