Tirsdag den 14. juli klokken 19.30 inviterer Vig Bio til eksklusiv forpremiere på den danske thriller 'Dobbeltspil'. Billetprisen inkluderer et glas vin, og publikum får en særlig oplevelse med besøg af skuespiller Youssef Wayne Hvidtfeldt og instruktør Esben Tønnesen, som vil fortælle om arbejdet med filmen, skriver Vig Bio i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Filmen har en særlig lokal forankring i Odsherred, hvor store dele af optagelserne er gennemført. Flere lokale odsherredboere medvirker som statister, og publikum vil kunne genkende en række markante lokationer fra området, blandt andet Borregården i Højby og Dragsholm Slot.
Filmen 'Dobbeltspil' handler om Clara, der lever et tilsyneladende perfekt liv med en succesfuld karriere og sin charmerende kæreste, Tobias. Men da hun tilfældigt støder ind i Katrine, begynder facaden at krakelere. På trods af deres forskelligheder opdager de to kvinder, at de har én ting til fælles: Tobias. I årevis har de begge været i et forhold med den samme mand.
Claras verden ramler, og i jagten på sandheden vikles hun ind i et uigennemskueligt spil, hvor grænserne mellem sandhed og løgn, begær og bedrag flyder sammen, og hvor det bliver stadig sværere at afgøre, hvem der egentlig manipulerer hvem.