Et lille ekstra armbånd skal - hvis uheldet er ude - gøre det lettere for både festivalgæster og samaritter at gribe ind både i tide og på rette måde og dermed ultimativt redde liv, hvis en festivalgæst lige pludselig ændrer adfærd eller får det dårligt.
En konfus festivalgæst bliver af åbenlyse årsager ofte afskrevet som fuld. Men for mennesker med diabetes kan symptomerne skyldes livsfarligt lavt blodsukker. På Roskilde Festival skal et særligt armbånd hjælpe med at sikre, at den rette hjælp kommer frem i tide.
Diabetesforeningen uddeler derfor gratis diabetes-armbånd på Roskilde Festival for at sikre, at festivalgæster med lavt blodsukker hurtigt kan få hjælp. Armbåndet gør det synligt, at bæreren har diabetes, og giver konkret vejledning til, hvordan man skal hjælpe.
Armbåndet kan redde liv
- Det kan være forskellen på liv eller død, at andre hurtigt opdager, at en person har diabetes og har brug for hjælp ved lavt blodsukker. Armbåndet gør sygdommen synlig og fortæller helt konkret, hvad man skal gøre i situationen. Det skaber tryghed - både for mennesker med diabetes, samaritter og andre festivalgæster, siger administrerende direktør Claus Richter.
Armbåndene er især relevante for personer med type 1-diabetes, som behandles med insulin og derfor kan opleve lavt blodsukker. Symptomerne kan let forveksles med beruselse, da de blandt andet kan virke forvirrede, konfuse eller blege.
Klar besked på armbåndet
På diabetes-armbåndet står der:
- JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK, står der på armbåndet.
Armbåndet kan hentes gratis i samaritteltene på Roskilde Festival eller købes i Diabetesforeningens netbutik.
Mange lever med type 1-diabetes
For mange kan et diabetes-armbånd skabe ekstra tryghed ved store arrangementer, hvor det kan være svært for andre at vurdere, om der er tale om beruselse eller en akut medicinsk situation.
Erfaringer viser, at mange også bruger armbåndet i andre situationer end på festivaler.
Fakta om lavt blodsukker
Lavt blodsukker kan blandt andet få personer med diabetes til at ryste, blive blege, forvirrede eller konfuse.
Ved lavt blodsukker skal man give noget med sukker, for eksempel juice, druesukker, honning eller slik.
Hvis personen bliver bevidstløs eller får kramper, skal man ringe 1-1-2 og ikke give mad eller drikke..