Ny træner, gammel ambition: Vil rejse sig efter skuffelse

Efter en sæson under forventning skal Daniel Simacon sætte ny retning i FC Roskilde. Sportschef Anders Theil kalder truppen stærk nok, men kræver mere ud af den.

FC Roskilde-Vendsyssel, 2. division, 11. april, 2026. Anders Theil på bænken

FC Roskilde-Vendsyssel, 2. division, 11. april, 2026. Anders Theil på bænken

Foto: Rudi Dalsgaard

Målet var klart. FC Roskilde skulle rykke på. Helst hele vejen op i 1. division. I stedet endte sæsonen uforløst, langt fra de to øverste placeringer i tabellen, og 1. juli bliver der i stedet trykket start på et nyt projekt i FC Roskilde. Men hvad gik galt, og hvorfor skulle det blive bedre nu?

Den Korte Version
  • FC Roskilde skuffede med en fjerdeplads, 14 point fra oprykning til 1. division.
  • Trænerskifte og tab af nøglespillere påvirkede holdets præstationer negativt.
  • Sportschef Anders Theil mener, at holdet havde potentiale til bedre resultater.
  • Daniel Simacon er ansat som ny cheftræner med en treårig plan for klubben.
  • Klubben har forlænget med flere spillere, men sagt farvel til seks andre.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det sætter sportschef Anders Theil ord på her, hvor vi starter med at skue tilbage på en sæson, der landede på en flad fjerdeplads – 14 point fra målet.

- Det var en skuffende sæson. Vi har ikke levet op til det, vi ville, og vi havde sat næsen op efter noget mere. Det gælder både stab og spillere – men også klubben. Målet var at rykke på, og det missede vi, konstaterer sportschef Anders Theil.

- Der er mange årsager til det, men i sidste ende har vi bare ikke præsteret.

FC Roskilde kom ellers stærkt ind i sæsonen og gik til vinterpause som en del af topfeltet. Men vinteren blev også et vendepunkt. Cheftræner Kristoffer Johannsen blev solgt til Middelfart Boldklub, og assistenttræner Thomas Axel Madsen tog over.

Samtidig havde truppen allerede mistet nogle af de spillere, der havde været med til at give holdet offensiv tyngde.

- Vi skal ikke pive, men vi sagde farvel til Mads Skøtt, Arman Taranis og Andreas Maarup, og dem var der mange mål i. Vi har ikke fået lavet de mål, vi skulle lave, så det gjorde noget ved holdet, siger Anders Theil.

Norske Harald Holter blev hentet til i vinters, men er væk igen i FC Roskilde.
Norske Harald Holter blev hentet til i vinters, men er væk igen i FC Roskilde. Foto: Rudi Dalsgaard

FC Roskilde havde stadig en stærk trup. Klubben hentede blandt andre Harald Holter, Bjarni Adalsteinsson og Mads Freitag ind eller tilbage omkring holdet. Men ifølge sportschefen var det også en påmindelse om, hvor svært det er at erstatte mål.

- Vi er godt tilfredse med de tilføjelser, vi lavede til truppen, men uanset om man hedder AGF, FC Midtjylland eller Chelsea, så er det svært at erstatte de spillere, der laver mål, siger Anders Theil.

Mange, mange mål

Han bruger AB som eksempel. Oprykkerne lukkede 34 mål ind i 32 kampe, men scorede til gengæld hele 81 gange. Det gjorde forskellen.

- AB lukkede 34 mål ind i 32 kampe, men lavede bare så mange mål selv, og det har vi manglet. Også fordi mål kan være med til at slukke lyset hos modstanderne i kampene, siger Anders Theil.

Nogle af de spillere, der skulle have været med til at bære den del, røg også ud på de forkerte tidspunkter. Og FC Roskilde begyndte at se meget sårbare ud.

- Vi havde nogle skader til sidst til Emil Nielsen og Valdemar Montell, som er to spillere, der skulle være med til at være klubbens forlængede arm ned i truppen i forhold til kultur og andre ting omkring holdet. Det er bare svært at være, når man er skadet, siger Anders Theil.

FCRs Mads Carlson i aktion.
FCRs Mads Carlson i aktion. Foto: Rudi Dalsgaard

Samtidig ramte konkurrenterne også et højt niveau. AB viste sig som det stærkeste hold i rækken. Vendsyssel fik efterhånden løftet sig, og Næstved var med helt fremme i en række kampe, der stadig nager lidt i Roskilde.

- AB var gode, det vidste vi, og Vendsyssel var en sovende kæmpe, som ville vågne, så snart de fik en god træner. Næstved faldt lidt sammen, men vi havde tre kampe mod dem, der gjorde ondt, siger Anders Theil med henvisning til tre kampe, der næsten er et lille koncentrat af FC Roskildes sæson.

En kamp stod 0-0, inden FC Roskilde fik rødt kort og tabte 0-1. En anden gang førte Roskilde 2-0, men tabte 2-3. Og i den sidste tabte FC Roskilde 0-1 på et mål i overtiden.

Men igen vender han tilbage til det grundlæggende. FC Roskilde havde nok i sig til at gøre mere, end holdet endte med at gøre.

Ingen facitliste

Det store spørgsmål efter sæsonen vil altid være, om det kunne være endt anderledes, hvis Kristoffer Johannsen var fortsat som cheftræner, så man havde undgået det skifte og den uro, det kan give at skifte på en så central post.

Men Anders Theil vil ikke gøre trænerskiftet til sæsonens afgørende moment.

- Der er jo ingen facitliste for, hvordan man gør. Nogle gange sker der meget nyt og anderledes, og det så vi i den sæson, vi rykkede op i 1. division, efter både Jesper Håkansson, jeg selv og Mikkel Thygesen var cheftrænere, siger han.

- Andre gange går det anderledes, og jeg tror ikke, det havde den store indflydelse på sæsonen med det trænerskifte. Når det nu skulle være, så var det et godt tidspunkt i vinterpausen. Thomas er en rigtig Roskilde-mand og gjorde et godt stykke arbejde. Og det er svært at sige, om det var endt anderledes, hvis der ikke havde været det trænerskifte.

Thomas Axel Madsen tog over på cheftrænerposten i vinters og fik et halvt år. Nu skal han træne FC Sydkysten.
Thomas Axel Madsen tog over på cheftrænerposten i vinters og fik et halvt år. Nu skal han træne FC Sydkysten. Foto: Rudi Dalsgaard

På spillerfronten kom nogle af vinterens profiler også bedre og bedre med, men for flere af dem kom den fulde effekt først sent. Det erkender sportschefen gerne om de tre vintertilgange, Harald Holter, Bjarni Adalsteinsson og Mads Freitag.

- Harald Holter er en fantastisk person og var god for miljøet, men det kan være svært at komme ind og tage den dirigentrolle fra dag ét. Vi havde nok en drøm om, at han havde ramt sit topniveau en måned tidligere, for han viste virkelig gode takter til sidst, siger Anders Theil.

- Bjarni endte nærmest som vores topscorer som midtbanespiller. Han kom ikke så godt i gang, men vendte stærkt tilbage. Og Freitag kom også tilbage, men døjede også med en skade. I den bedste verden var han kommet længere frem i den proces lidt hurtigere. Det kom til sidst i sæsonen.

Ny start 1. juli

Nu skal FC Roskilde så genstarte. Ikke med et totalt nybrud, men med en ny cheftræner og en længere plan. Daniel Simacon kommer til fra HIK, hvor han har arbejdet sig frem som et af de yngre trænernavne i dansk divisionsfodbold. I Roskilde har han fået en treårig aftale, og det passer ifølge Anders Theil med den retning, klubben har sat.

- Klubben har lavet en treårsplan, som vi skal følge, og så giver det god mening med en lang aftale til Daniel Simacon. Han har præsteret godt i HIK i flere sæsoner, og vi synes, det er megaspændende med ham. Der er nogle yngre generationer på vej på trænerbænkene, og de kommer med nogle nye idéer og spændende tiltag, siger sportschefen.

FC Roskilde har fulgt Simacon gennem længere tid. Ikke kun på grund af resultaterne, men også på grund af måden, HIK har arbejdet på.

- HIK er en klub, der har leveret spillere, som er blevet solgt. Det er et arbejde, både klub og træner står bag, men Daniel har været med til at udvikle et hold, der er endt i oprykningsspillet, selv om han opererer med et lavere budget end konkurrenterne, siger Anders Theil.

- Vi så også til sidst, at selv da HIK ikke havde noget at spille for, hentede de point og stod op for hinanden. Det falder tilbage på trænerens måde at gøre tingene på, siger han.

Daniel Simacon er ny mand i cheftrænerstolen hos FC Roskilde.
Daniel Simacon er ny mand i cheftrænerstolen hos FC Roskilde. Foto: FC Roskilde

Daniel Simacon er 31 år, men det fylder ikke meget i vurderingen af ham.

- Alder er bare et tal. Nogle er mere voksne i deres beslutninger, selv om de er unge. Daniel har haft mange kampe som træner og har suget godt til sig. Samtidig har han også haft Bent Christensen og Torben Storm omkring sig i HIK som assistenter, og de to har mere fodbold i hjertet, end os andre nogensinde når at få, siger Anders Theil.

Sportschefen skal også selv i arbejdstøjet for at se, om der kan sikres en forstærkning eller to, men der er ikke lagt op til de helt store udskiftninger.

- Vi synes, truppen er et godt sted. Der er nogle spillere, der er på vej tilbage, og vi har forlænget med nogle vigtige spillere. Vi skal ikke ud at gøre det helt store, for vi har en konkurrencedygtig trup, som den er nu. Vi skal have mere ud af det, vi har, siger Anders Theil, der har brugt sommeren på at lave nye aftaler med Emil Staugaard, Silas Trier Madsen, Nikolaj Zachariassen og Mikkel Juhl.

Til gengæld har man taget afsked med Oliver Juul, Alexander Jensen, Selim Baskaya, Hørdur Askham, Harald Holter og lejesvenden Alberto Vogtmann.

Første træning efter sommerferien er 1. juli, og fire træningskampe er planlagt. Derfra begynder næste forsøg.

Denne gang med en ny cheftræner, en længere plan og en klar erkendelse af, at FC Roskilde i den forgangne sæson ikke fik nok ud af det, klubben selv mente, den havde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...