Barokhavens Venner inviterer hen over sommeren til flere guidede ture i i Barokhaven ved Frederiksborg Slot.
Den første guidede omvisning er søndag 5. juli. Omvisningen begynder klokken 14.00 ved springvandet i ydre slotsgård.
Under turen fortæller guiden fra Barokhavens Venner om den genskabte Barokhave. Gæster får indsigt i både havens historie og udvikling. Frederik 4. anlagde barokhaven i 1725, hvor kun særligt inviterede gæster fik adgang. Dengang var barokhaver populære blandt Europas slotte og herregårde, fordi de viste, at kongen havde magt over naturen. I cirka 40 år lå haven, før tiden og modens skiften betød, at den blev dækket til med store mængder jord og kun fremstod som en almindelig park.
Efter at haven havde været gemt væk i mange år, indviede dronning Margrethe 2. i 1996 den genskabte Barokhave. Genskabelsen tog udgangspunkt i Johan C. Kriegers gamle tegninger.
Omvisningen varer en time og 15 minutter. Deltagere betaler 50 kroner enten kontant eller med MobilPay ved start. Unge under 20 år deltager gratis. Turen slutter ved Cafe Havehuset på Rendelæggerbakken.
Barokhavens Venner arrangerer guidede ture hver søndag i juli samt to søndage i august.