Jeg ved ikke, om verden er blevet farligere - eller om jeg bare er blevet gammel nok til at forstå den. 

Som barn virkede fremtiden simpel. Man glædede sig til næste ferie, næste fødselsdag eller til at blive voksen. Nu føles det som om, at fremtiden er blevet noget, man skal bekymre sig om.

Hver dag bliver vi mødt af overskrifter om krig, atomvåben, klimaforandringer, kunstig intelligens, virusudbrud, kriminalitet og mennesker, der mister deres rettigheder. 

Det er blot nogle få af de ting, vi bliver præsenteret for gennem medierne - og selvom det er vigtigt at vide, hvad der sker i verden, så kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvornår man egentlig må lægge bekymringerne fra sig.

Læs også

• Det usynlige hierarki og følelsen af at blive lille igen
• Vi er ikke vores uniform - vi er også mennesker

 

Fanget i modsætninger

For selvfølgelig skal vi være oplyste. Hvis ingen interesserer sig for verdens problemer, så bliver de ikke løst. Forandring kræver mennesker, der tør se virkeligheden i øjnene. Samtidig er det
svært ikke at føle sig overvældet, når man som ung konstant bliver mindet om alt det, der er galt.

Jeg føler mig ofte fanget mellem to modsætninger. Jeg føler mig trukket i to retninger. 

Jeg vil ikke være den person, der tænker, at det er andres problem. Jeg vil gerne tage ansvar og bidrage, hvor jeg kan. Men jeg vil også gerne have lov til at nyde mit liv uden konstant at føle skyld over ikke at gøre mere.

Det er en mærkelig følelse at stå på grænsen til voksenlivet og samtidig frygte den verden, man træder ind i. 

Jeg tænker på fremtiden, på uddannelse, arbejde og alt det, der burde være spændende. Men tankerne bliver ofte afbrudt af spørgsmål, som ingen rigtigt kan svare på.

Læs også

• Jeg skal bare lige nå det hele…
• Bag medaljen - vi mangler samtalen om det usynlige pres

 

Skyldige og magtesløse

Hvordan ser verden ud om ti år? Bliver klimakrisen værre? Kommer der flere krige? Er teknologien ved at løbe fra os? Hvad er konsekvenserne af de politiske beslutninger, der bliver taget lige nu? 

Nogle gange føles det næsten som om, at man forventes at planlægge hele sit liv, mens fundamentet under én konstant flytter sig. Måske er det derfor, så mange unge føler sig både skyldige og magtesløse på samme tid. 

Vi får at vide, at vi skal være engagerede i, hvad der sker omkring os, men vi kan umuligt løse alle verdens problemer alene. 

Ansvar bør være noget, vi deler, ikke noget den enkelte skal bære som
en byrde. Derfor tror jeg heller ikke, løsningen er at lukke øjnene eller at lade frygten overtage.

Måske handler det om at finde en balance mellem at følge med i verden og samtidig huske at leve i den. For hvis vi bruger hele vores liv på at frygte fremtiden, så risikerer vi at glemme det eneste tidspunkt, vi faktisk har adgang til: nuet.

Læs også

• Byen vi elsker, men må forlade