Hvordan påvirker ansigtet den måde, vi kommunikerer på? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for en række foredrag, som Charlotte Laulund fra Sorø starter på Sorø Station fra 6. august klokken 16.00.
Charlotte Laulund er ansigtslæser, ansigtsterapeut og sygeplejerske og har gennem flere år arbejdet med sammenhængen mellem ansigt, mimik og kommunikation.
- De fleste mennesker tænker ikke over, hvor meget de kommunikerer med deres ansigt. Men ansigtet er et af vores vigtigste kommunikationsredskaber, og vi bruger det konstant til både at sende og modtage signaler, fortæller Charlotte Laulund.
Til foredragene får deltagerne blandt andet indsigt i de ni faktorer, der påvirker ansigtets udtryk, hvordan ansigtsmimik påvirker vores kommunikation, og hvorfor ansigtet spiller en langt større rolle i vores relationer, end mange er klar over.
Foredragene afholdes i små hold med plads til seks deltagere. Det giver mulighed for dialog og spørgsmål undervejs. Ifølge Charlotte Laulund handler foredragene ikke om skønhedsidealer, men om forståelsen af menneskers ansigtssprog og kommunikation.
- Jeg oplever, at mange bliver overraskede over, hvor meget ansigtet fortæller om os, og hvor meget vi faktisk aflæser hos andre mennesker uden at være bevidste om det, slutter hun.