K: Bymidtens udvikling bør ikke blandes med restaurant-planer

Gilleleje: - Jeg mener ikke, man kan udvikle helhedsplaner for en hel by, og så gøre et byrådsmedlem inhabilt ved at skrive to navngivne restauranter ind.

Sådan siger Trine Egetved (K) som reaktion på, at hendes partifælle Lars Nielsen måtte gå uden for døren, da planudvalget forleden behandlede en sag om helhedsplanlægning af Gilleleje bymidte. Som en del af punktet var nævnt et forslag om, at lokalplan 15.31 fremover skal rumme Bistro no. 3, som i dag har dispensation fra den nuværende lokalplan, samt et nyt streetfood-marked, Toldboden, der ligeledes kræver en ændring af planen.

- Jeg synes, det er fint, at man har prøvet Lars’ habilitet, men når man taler om udviklingsplaner, så skal man lave dem på baggrund af en udvikling, man synes, der skal være i byen. Jeg har ikke noget i mod de her virksomheder, men det må ikke være med den begrundelse, at vi laver en helhedsplan. Så jeg kan ikke forstå, at de her sager bliver blandet sammen. På den her måde kan et byrådsmedlem, som er valgt lokalt, ikke være med til at debattere, hvordan byen skal udvikle sig, siger Trine Egetved og foreslår, at man behandler helhedsplanen først og dernæst lokalplansgrundlaget for de to restauranter.

- Det må tage den tid, det tager, og vi skal være sikre på, at vi ikke i hastværk får udviklet byen i en retning, som vi ikke skulle have gjort, siger hun.

Skulle behandles nu

At sagen er under samme punkt som helhedsplanen, skyldes, at administrationen ikke på forhånd kan vide, om der er byrådsmedlemmer, der kan risikere at blive erklæret inhabile, lyder det fra formand for planudvalget, Bo Jul Nielsen (R).

- Forvaltningen kan ikke vide, hvem der kan risikere at være inhabile i hvilke sager, og derfor var indstillingen, at de to ting indgik i samme punkt.

Han påpeger også, at de to navngivne restauranter skulle indgå i lokalplanarbejdet nu og her, hvis de skal være sikre på at være klar til sommeren og undgå at være lukningstruet.

- Begge vil indgå i lokalplanarbejdet. Hvis ikke Toldboden får en tilladelse, kan de ikke åbne til sommer. Og hvis ikke Bisto no. 3 kommer med i behandlingen nu, så må de lukke. Det kan vi kun undgå, hvis de helt konkret skrives ind i planen nu, siger udvalgsformanden.

Bo Jul Nielsen nævner også, at sagen er blevet begæret i byrådet, ligesom Lars Nielsens habilitet vil blive afprøvet her også.

Da sagen skulle behandles i økonomiudvalget mandag, valgte medlemmerne af udvalget at udskyde behandlingen af Lars Nielsens habilitet til et ekstraordinært møde i udvalget, der finder sted før behandlingen i byrådet den 5. april.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...