Midt- og Vestsjællands Politi undersøgte mandag aften et mistænkeligt forhold på og omkring Borup Station. Det skete på baggrund af en anmeldelse, som politikredsen modtog klokken 19.21.
Nu afslører politiet, hvad anmeldelsen indeholdt, og hvorfor de var nødt til at rykke talstærkt ud og afspærre hele stationen i omkring halvanden time.
Dagbladet har talt med Lars Krogsgaard, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, som fortæller, at der var tale om en falsk bombetrussel.
Ifølge vicepolitiinspektøren havde en endnu ukendt person kontaktet Livslinjen og oplyst, at vedkommende ville tage toget mellem Næstved og Helsingør og udløse en bombe undervejs.
Politiet rykkede straks talstærkt ud, fik standset toget, evakueret passagererne samt personer på og omkring stationen, hvorefter de indledte en eftersøgning med bombehunde.
- Vi tog meldingen meget seriøst. Vi fandt hurtigt frem til den togafgang, der kunne være tale om, og sendte bombehunde og hele kavaleriet afsted. Men der blev ikke fundet noget, hvilket heldigvis er tilfældet i 99,99 procent af tilfældene. Men vi tager ingen chancer, siger Lars Krogsgaard til Dagbladet.
Efter omkring halvanden times søgen kunne politiet konkludere, at der ikke var nogen bombe i toget. Aktionen blev derfor afblæst, og togtrafikken kunne genoptages.
Personen bag bombetruslen er dog endnu ikke identificeret, oplyser vicepolitiinspektøren.
- Livslinjen er en anonym linje, så vi undersøger nu, hvilke muligheder vi har. Det er formentlig en person, der har haft ondt i livet, så det er ikke en sag, vi kommer til at melde meget mere ud om i medierne, siger han og understreger at efterforskningen fortsætter.