Hvordan lever myterne videre gennem musikhistorien? Og hvorfor vender komponister igen og igen tilbage til fortællinger om guder, skæbne, kærlighed, naturkræfter og forvandling?
Sådanne spørgsmål kan man få svar på, når Hicsum - Herlufsholm International Chamber Music Festival - inviterer til foredrag på Næstved Bibliotek fredag 26. juni klokken 15-16.
Her mødes oversætterne og litteraterne Jørgen Monrad og Judyta Preis til en samtale om myter i litteratur og musik, og om hvordan fortællinger fra antikken og den europæiske kulturarv fortsat præger kunsten i dag.
Samtalen tager blandt andet afsæt i årets festivalprogram, hvor mytestoffet optræder i mange former. Fra Liszts og Robert Schumanns fortolkninger af Lorelei-skikkelsen til Gounods 'Faust' og de mere gådefulde og overnaturlige spor i værker som Beethovens 'Geistertrio' og Mahlers 'Das himmlische Leben'.
Optakt til musikfestival
Arrangementet er en optakt til årets Herlufsholm International Chamber Music Festival, der finder sted 5.-10. juli under temaet 'Musik mellem myter'.
Foredragsholderne har netop modtaget Oversætterforbundets ærespris for deres mangeårige arbejde med litterær oversættelse af europæisk litteratur og kultur.
- Årets festival kredser om myter, fortællinger og transformationer i musikken, og deres perspektiver åbner netop det kulturelle og litterære rum, som mange af værkerne udspringer af, lover festivalleder Martin Hamann i en pressemeddelelse.
Arrangementet er gratis og åbent for alle. Der er ingen tilmelding - man møder bare op.