Sparekassen Kronjylland i Roskilde melder om vækst blandt både kunder og medarbejdere, og det får afdelingen til at udvide med nye lokaler på Københavnsvej 65.
Banken har siden nytår fordoblet antallet af medarbejdere, og 1. april tiltrådte Jesper Henriksen som ny afdelingsdirektør.
- Vi er utroligt taknemmelige over, at så mange medarbejdere og kunder har kigget vores vej og vist os deres tillid. Det gør, at Sparekassen Kronjylland nu, mindre end fem år efter sin åbning i Roskilde, er vokset ud af sine rammer på Ringstedvej. Her har vi været rigtig glade for at være, men der er ikke længere plads nok. Til efteråret flytter afdelingen derfor til Københavnsvej få kilometer herfra, fortæller han.
Banken overtager til efteråret et nyt hus med 915 kvadratmeter. Her bliver der plads til de flere medarbejdere og mulighed for større kundearrangementer.
- Vi glæder os til at få mere plads og til eksempelvis selv at kunne huse større kundearrangementer, men også til at få en endnu mere central beliggenhed og en stor parkeringsplads, så det er let for vores kunder at komme ind i afdelingen. Det allervigtigste ved det her er jo, at kunderne oplever, at det er nemt at være kunde hos os, og at vi er nemme at få fat i - også når de ønsker at mødes med os fysisk. Der ser vi en stor styrke i de nye fysiske rammer og beliggenheden, som samtidig er med til at fremtidssikre afdelingen med plads også til fremtidig udvikling, forklarer Jesper Henriksen om de nye faciliteter, der også tidligere har huset bankforretning, og som nogle af medarbejderne allerede kender.
Sparekassen Kronjylland overtager Københavnsvej 65 på den anden side af sommerferien, og de i alt 21 medarbejdere forventer at rykke ind i begyndelsen af oktober.
- Jeg og resten af afdelingen glæder os enormt meget til at vise de nye rammer frem for både eksisterende og nye kunder, lyder det fra Jesper Henriksen, som tidligere har været direktør for Spar Nord i Roskilde.
Netop Spar Nord holdt til på Københavnsvej 65, men flyttede tidligere i år til Københavnsvej 45-47 sammen med Nykredit.
