Orø: Fra 1. april bliver det billigere at sejle med færgen mellem Orø og Holbæk for gående, personbiler, knallerter og motorcykler.
Det er på sin vis stadig coronaen, der spøger. Der er ganske vist ikke længere aktuelle tilskud i den forbindelse. Men det har vist sig, at der er lidt over 800.000 kroner, der ikke blev brugt i statstilskud i 2020.
Når tilskuddet ikke blev brugt, skyldtes det, at der i 2020 var to sommerpakker, der relaterede sig til Covid-19. Det var henholdsvis Trafikministeriet og Indenrigs- og Boligministeriet, der i løbet af sommeren sikrede gratis sejlads.
Derfor blev der kun solgt billetter til godstransport. Det betød så, at det normale statstilskud fra Indenrigs- og Boligministeriet til nedsættelse af billetpriserne i de såkaldte skuldersæsoner - perioderne uden for de seks sommerferieuger - ikke blev opbrugt.
Sådan bliver priserne
Under normale forhold sikrer det faste statslige tilskud, at priserne i skuldersæsonerne kan nedsættes med 50 procent.
Fra 1. april bliver det altså endnu billigere, nemlig 70-80 procents reduktion i forhold til normalprisen. Udvalget for plan, bolig og lokal udvikling i Holbæk Kommune har indstillet til den videre behandling i økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen, at priserne nedsættes fra den 1. april.
Hvor længe det uforbrugte tilskud på 806.589 kroner rækker vides ikke. Men hvis det bliver før årets udgang, vender priserne tilbage til det normale i skuldersæsonen.
De lavere priser vil betyde, at det koster 20 kroner for en enkeltbillet for en personbil, mens det ellers ville koste 35 kroner. For en voksen er prisen for en enkeltbillet 10 kroner, mens det normalt ville være det dobbelte. Motorcykler og knallerter slipper også med en 10’er mod normalt 18 kroner for en enkeltbillet.
