Karavanen af professionelle hold kan ikke stå alene, når der kommer et World Tour-løb til byen. En række lokale foreninger har været med til at få løbet og ikke mindst den omgivende publikumsfest stablet på benene.
En af dem er Roskilde Mountainbike Klub, der sammen med bmx-klubben har lavet nogle baner bag Byens Hus, hvor børn kan prøve kræfter med sporten.
Det gør de ikke i håbet om at score en masse nye medlemmer, men for at lave noget stemning omkring Copenhagen Sprint.
- Kommunen er god til at hjælpe os som klub, så vi vil også gerne hjælpe kommunen med at lave en fed fest, siger Thomas Reunert fra Roskilde Mountainbike Klub.
Det starter her
Der har været godt med mennesker på banen både lørdag og søndag, om end han forventer, at det ebber ud, når rytterne forlader Roskilde søndag.
Mountainbikeklubben deltager som sagt ikke i forventning om at hverve en masse kommende ryttere, men det er ellers den rette vej at gå. Halvdelen af det professionelle cykelfelt og store stjerner som Mads Pedersen og Mathieu Van der Poel har kørt mountainbike i de unge år.
- Det er jo der, man starter. Terræncykling er fødekæden for landevej, siger Thomas Reunert.