Lokale foreninger, gardere, musikere og nogle af verdens bedste kvindelige cykelryttere havde lørdag formiddag én ting til fælles.
Der blev kigget rigtig meget op mod skyerne, og for især de sidste vedkommende lyttet en del til vejrmeldinger om regn og blæst, inden rytterne for anden gang skulle sendes ud på ruten til Copenhagen Sprint, der 156 kilometer senere afsluttes i København.
I timerne op til præsentationen af holdene på Stændertorvet slap vejrguderne da også et par gange dråberne løs, men under selve præsentationen af holdene og starten på løbet, var der tørvejr så længe af gangen, at der rent faktisk dukkede et pænt antal mennesker op for at hylde blandt andet den danske mester Alberte Greve og de største danske navn Amalie Didriksen, inden de blev sendt afsted.
Det helt store publikums-rykind ventes dog først søndag, hvor nogle af verdens bedste mandlige sprinter i år stiller til start i Copenhagen Sprint.