Blomster til Annette: “Du og din campingplads er en fryd for Hillerød”

Hillerød Camping blev for et par uger siden kåret til at være landets bedste klassiske campingplads ved Dansk Camping Award, der blev afholdt i Messecenter Herning.

Det var fjerde gang, den lokale campingplads var nomineret til prisen - og anden gang den løber med vindertrofæet.

C4 og Hillerød ByForum aflagde onsdag eftermiddag lejrchef Annete Quist, der forpagter campingpladsen, et besøg for at ønske hende tillykke - og ikke mindst for at takke hende for endnu engang at være med til at gøre Hillerød til campisternes favoritby.

”Du og din campingplads er en fryd for Hillerød. Den måde, du formår at drive det, og hvordan du med din charme byder alle gæsterne velkommen, gør, at de føler sig hjemme, når de er her,“ lød det fra Erik Helmer Pedersen, der direktør for C4 og Hillerød ByForum.

Markedsfører Hillerød

Carsten Larsen, der er formand for Hillerød ByForum, var også taget med for at ønske Annette Quist tillykke med prisen.

”Annette er et fantastisk aktiv for Hillerød, og vores by skal være stolt af at have en kapacitet, der skaber så god markedsføring for Hillerød og går forrest med at vise det gode værtskab. Det er jo gæsterne, der har stemt, så det er et klart bevis på, at vi har kongeservice i Hillerød,“ sagde Carsten Larsen.

Den sidste bemærkning er en hentydning til, at der i talen i Herning blev fremhævet, at Hillerød Camping gav ’kongeservice’, og at Hillerød ByForum netop har igangsat hold 2 i kurset ’kongeservice’.

Annette Quist var selvfølgelig glad for at få besøg af Erik Helmer og Carsten Larsen.

“Det betyder meget for os at blive anerkendt for det, vi knokler for, nemlig at skabe en af landets bedste campingpladser. Jeg er utrolig glad for den respons, vi får fra byen, og vi er glade for, at vi kan bidrage til handelslivet og kulturlivet i Hillerød. Jo flere campister, vi har, des bedre er det jo for både byen og os,” lyder det fra lejrchefen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...