Vi bor ikke i fire forskellige verdener. Vi bor langs den samme kyst, Sydkysten.
Fra Vallensbæk til Solrød ligger byerne som perler på en snor. Man tager toget fra Greve, afleverer børn i Ishøj, handler i Vallensbæk og går tur ved stranden i Solrød. Hverdagen følger ikke kommunegrænser - og det gør livet heller ikke.
I dag udkommer den første udgave af en ny fælles udgave af avisen Sydkysten, der samler kommunerne langs bugten i én samlet ugeavis. Det gælder Vallensbæk, Ishøj, Greve og Solrød kommuner.
Med Sydkysten samler vi fortællingen om et område, der i virkeligheden hænger tættere sammen, end vi ofte taler om. Et område skabt med en klar ambition: at give børnefamilier et bedre liv. Her skulle der være lys, luft og plads og en strand lige om hjørnet. Parcelhuse, skoler, institutioner og fritidsliv blev fundamentet. Det er stadig den virkelighed, tusindvis af familier lever i hver eneste dag.
Men det er også et område, hvor forskellene er tydelige – og ikke til at ignorere.
Sydkysten dækker både trygge villaveje og boligområder med større udfordringer. Det forpligter os – ikke til at udjævne forskellene, men til at se dem og tage dem alvorligt. Fra Vallensbæk og Ishøj, hvor byen er tættere, og hvor mangfoldigheden er større. Til Greve og Solrød, hvor villavejene fylder, og hvor idyllen er høj. Fra tæt by til parcelhus. Fra sociale udfordringer til overskud. Det er spændinger, der former hverdagen langs hele kysten.
Og det er netop her, Sydkysten har sin vigtigste opgave. For vi er ikke bare sat i verden for at samle historierne. Vi er her for at stille spørgsmål. For at insistere på at se hele området – også der, hvor det ikke er lige så bekvemt. Også der, hvor forskellene bliver tydelige.
Vi vil være avisen, der binder området sammen. Men også avisen, der tør gå ind i det, der skiller det ad.
For hvis man vil tage sit lokalområde alvorligt, skal man turde se det, som det er. Ikke kun det trygge. Ikke kun det pæne. Men hele virkeligheden langs kysten.
Velkommen til den nye Sydkysten.