- Du ser sej ud. Dagens absolut bedst udklædte tilskuer. Må jeg tage et billede af dig?
Det var nogle af de kommentarer, som regnede ned over 88-årige Lars Karlshøj, da han Grundlovsdag deltog i jubilæumsarrangementet "Ringen Rundt 2026", der markerer etableringen af Roskilde Ring netop den 5. juni 1955.
- Blind 88-årig Lars Karlshøj genoplevede sin racerkørerfortid ved jubilæumsarrangementet Ringen Rundt 2026.
- Lars Karlshøj deltog i arrangementet iført en ny syet køredragt med BP Racing Team-logo.
- Han delte plakater om sin gocart-karriere, som blev modtaget af Roskilde Museum.
- Lars Karlshøj fik en snak med motorsportsklubben ASK Hedeland og McLaren Trophy Europe.
- Publikum klappede Lars Karlshøj ud af Ringen Rundt 2026 for hans specielle outfit.
Til daglig bor Lars på plejehjemmet Solgaven i Næstved. Men han har en lang fortid som gocart-racerkører – blandt andet på Roskilde Ring i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne – svæveflyverpilot i Kongsted og smed med forkærlighed for restaurering af gamle biler, busser og andre køretøjer for såvel kongehuset, som Lego-familien, Kaj Dige Bach, Danmarks Busmuseum i Skælskør og andre prominente. Og trods sin høje alder har han ingen planer om at drosle ned på aktivitetsniveauet, selvom han i dag er helt blind.
Fik syet ny køredragt
I dagens anledning havde Lars Karlshøj fået syet en køredragt magen til den, han kørte ræs i omkring 1960 med en broderet kopi af det originale logo for BP Racing Team, som dengang sponsorerede ham. Han havde også været en tur på gocart-banen i Vordingborg og låne sin oprindelige ’snublekyse’, som han tidligere har doneret til klubben.
Desuden havde han fået genoptrykt et antal plakater om starten på Gocart i Danmark med masser af billeder fra sin personlige karriere, som blev kærkomment modtaget af bl.a. Roskilde Museum, som var medarrangør af arrangementet.

Efter åbningsceremonien med præsentation af mere end 60 flotte biler og motorcykler begav Lars Karlshøj sig ud på pladsen, og første pit-stop var hos ASK Hedeland, der startede Roskilde Ring i 1955 og stadig i dag er motorsportsklub i Roskilde. Her fik han en lang snak med foreningens formand, Jan Grye Pedersen, som selv er en ilter motorsportsmand og som var meget nysgerrig i forhold til Lars’ røverhistorier fra gamle dage.
Herfra gik turen videre til McLaren Trophy Europe’s stand. McLaren Trophy drives af 16-årige Luca Magnussen – lillebror til Kevin Magnussen og søn af Jan Magnussen. Efter at have startet sin karriere som 7-årig i gocart er Lucca i dag også på vej mod Formel 1. Og Lars og Luca fik en god personlig snak om både gocarts og formel 1.
Klappet ud af publikum
På vej ud fra Ringen Rundt 2026 blev Lars Karlshøj kaldt tilbage af dagens konferencier, som havde bemærket hans specielle outfit. Og det endte med, at Lars blev klappet ud af publikum på pladsen.
På vej hjem til Næstved i bilen lød det fra Karlshøj:
- Det gik sgu da meget godt. Missionen lykkedes, og det er jeg svært godt tilfreds med.