Politiet efterlyser 16-årig pige fra Odsherred

Politiet efterlyser fredag morgen fortsat en 16-årig pige, som torsdag forlod en adresse i Grevinge i Odsherred.

Pigen, som hedder Rebecca, er sidst set torsdag eftermiddag klokken 14.30.

Torsdag ledte politiet efter pigen med droner og hunde, fortæller kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Kristensen.

Fredag morgen er pigen fortsat forsvundet, fortæller han.

Rebecca beskrives som cirka 175 centimeter høj, almindelig af bygning, blå øjne og karseklippet lysebrunt hår. Da hun gik hjemmefra, var hun iført sort jakke, grå, løse bukser og brune sko.

Midt- og Vestsjællands Politi har i efterlysningen udsendt et foto af den 16-årige pige, hvor hun har langt hår. Fotoet er ifølge politiet vellignende - på nær frisuren.

Politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis man har informationer om, hvor Rebecca er.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...