En ny, alternativ installation ser dagens lys lørdag den 13. juni, når lysende fisk i fremtiden skal “svømme” over Skibbrogade og forbinde havnen med bymidten. Arrangementet indvies klokken 14 i Havneparken.
- Lysende fisk skal svømme over Skibbrogade i Kalundborg fra 13. juni.
- Projektet forbinder havnen med bymidten og styrker byens liv.
- Føniksgruppen og lokale aktører står bag initiativet.
- Samarbejde med Lys på Kalundborg og lokale virksomheder var afgørende.
- Indvielsen byder på kaffe, kage og koncert med Jens Konrad.
Projektet er et resultat af borgergruppen Føniksgruppen samt lokale aktørers initiativ som led i byudviklingsprojektet, der skal styrke livet i byen og forbinde havnen og centrum.
- Vi håber, at folk tager godt imod udsmykningen. Fiskene understøtter gadens maritime identitet, og skal være med til at skabe en hyggelig stemning både dag og aften, fortæller Inge Johansen fra Føniksgruppen.
Følg fiskene
Samarbejdet mellem Lys på Kalundborg, lokale virksomheder og Kalundborg Kommune har ifølge Føniksgruppen været afgørende for, at projektet er kommet i stand. Samtidig har bidrag fra NNE og hjælp til statiske beregninger også været med til at sikre, at fiskene kan ophænges korrekt, lyder det fra borgergruppen.
- Ideen passer perfekt til vores vision om at skabe nye lysoplevelser i Kalundborg. Derfor har vi valgt at støtte projektet, siger Per Junge, formand for Lys på Kalundborg.
Arrangementet rummer planer om fremtidige initiativer, hvor gruppen har udarbejdet et koncept til en havnepromenade, der skal forbinde havneparken med stationen og Samsøfærgen. Initiativet skal iværksættes gennem sponsorater og lokal arbejdskraft.
- Nu kan vi pege op gennem Skibbrogade og sige: Følg fiskene, så finder I bymidten, siger Inge Johansen.
Der serveres både kaffe, vand og kage under indvielsen, hvorefter musikeren Jens Konrad giver koncert i Havneparken.