Stor opbakning til beredskab i Rudersdal

Aftenen kredsede om det mere komplekse trusselsbillede, som både Danmark og verden står overfor.

Aftenen kredsede om det mere komplekse trusselsbillede, som både Danmark og verden står overfor.

Foto: Presse

Hundredvis af borgere fyldte onsdag aften auditoriet på Nærum Gymnasium, hvor arrangementet 'Klar hvis krisen rammer' trak stor interesse. Både borgere, lokale aktører og myndigheder samlede sig om en aften dedikeret til beredskab, aktuelle trusler og det fællesskab, der kan styrke robustheden, når krisen rammer.

Aftenen kredsede om det mere komplekse trusselsbillede, som både Danmark og verden står overfor. Deltagerne blev præsenteret for oplæg, åbne spørgsmål og eksempler, der gav konkret viden om, hvordan man kan forberede sig bedre i hjemmet og lokalsamfundet.

- Beredskab handler i sidste ende om at skabe tryghed gennem forberedelse, når vi møder det uforudsigelige. Det begynder i hjemmet, i nærområdet og i de lokale fællesskaber. Derfor er det vigtigt, at vi tør tale om det med hinanden og står klar til at hjælpe de allermest sårbare, der har brug for det, hvis en krise rammer, siger formand for Beredskabsudvalget i Rudersdal Kommune Alexander Friborg.

Sikkerhedspolitisk rådgiver Jacob Kaarsbo fra aftenens program rettede samtidig blikket mod de bredere internationale udfordringer.

- Verden er blevet mere usikker, og trusselsbilledet er bredere end tidligere. Vi ser flere cyberangreb, mere hybridkrig og forsøg på at påvirke vores samfund på nye måder. Derfor er beredskab ikke længere kun et spørgsmål for staten og kommunerne. Jo bedre forberedt vi er som samfund og som borgere, desto mere robuste bliver vi – og desto mindre sårbare er vi over for dem, der ønsker at skade os, sagde Jacob Kaarsbo.

Beredskabsforbundet bød ind med konkrete råd til, hvordan man kan styrke sit eget hjemmeberedskab. Deltagerne fik dermed indblik i både trusler og redskaber til at være bedre rustet, hvis samfundet skulle blive ramt af en større krise.

Et gennemgående tema var betydningen af lokale fællesskaber. Bestyrelsesformand Carsten Riddersholm fra Vejlesøparken delte erfaringer fra boligområdets arbejde med lokale beredskabsplaner.

- Et stærkt beredskab starter med at være forberedt, før krisen rammer. Derfor har vi arbejdet med konkrete handlingsplaner for forskellige situationer. Jo bedre forberedt vi er lokalt, desto bedre kan vi hjælpe hinanden og de mest sårbare. Det skaber større tryghed, giver kommunen bedre mulighed for at prioritere sine ressourcer og bidrager til den robusthed, som et stærkt forsvar bygger på, sagde Carsten Riddersholm.

Arrangementet på Nærum Gymnasium slog fast, at beredskab handler om mere end forsyninger og udstyr. Det drejer sig i lige så høj grad om samarbejde og vilje til at hjælpe andre. Aftenen viste, at borgere og lokale fællesskaber spiller en vigtig rolle i at styrke hele samfundets beredskab.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...