Populær vandresti får vokseværk og skal opgraderes

Inden den lokale Skjoldeungestien bliver del af et nationalt netværk, skal den forbedres

Skjoldungestien, som fører gennem et varieret natur- og kulturlandskab i Nationalpark Skjoldungernes Land, skal forbedres på flere punkter, når den bliver en del af 'Danmarks Naturstier'.

Skjoldungestien, som fører gennem et varieret natur- og kulturlandskab i Nationalpark Skjoldungernes Land, skal forbedres på flere punkter, når den bliver en del af 'Danmarks Naturstier'.

Foto: Sarah Green

Fra Roskilde gennem Lejre, ud langs Roskilde Fjord og dybt ind i de midtsjællandske skove - Skjoldungestien er en populær vandrerute, og nu rykker den en division op som en del af 'Danmarks Naturstier' – et nationalt netværk af kvalitetsvandreruter.

Før Skjoldungestien for alvor kan bryste sig af at være en del af det nationale netværk af kvalitetsvandreruter, skal ruten dog opkvalificeres på en række punkter. 

Derfor har Nationalpark Skjoldungernes Land, Lejre Kommune, Roskilde Kommune og Holbæk Kommune indgået en partnerskabsaftale med Danmarks Naturstier og fået økonomisk støtte til at udvikle ruten.

Skjoldungestiens cirka 50 kilometer går mellem Roskilde, Lejre og Hvalsø med afstikkere til både Gevninge og Osted, og primært ad trampestier og skovveje. 

Ruten har allerede mange af de kvaliteter, som Danmarks Naturstier lægger vægt på: De varierede landskaber, stærke natur- og kulturværdier og god forbindelse mellem oplevelser, lokalsamfund og kollektiv transport.

Bedre vejvisning og tørre fødder

Men for at blive en del af Danmarks Naturstier skal en rute også være let at finde, tryg at følge og godt formidlet. 

Skjoldungestien er lige nu umulig at følge uden kort og GPS, og flere steder får man næsten med garanti våde sokker. 

Derfor er der i projektet planlagt to spang - en form for simpel træbro, som fører gennem meget våde områder - og vejvisningen bliver markant forbedret, så man kan følge ruten uden at tage telefonen op af lommen.

Skjoldungestien går også gennem Lejre-området med de kendte skibssætninger fra vikingetiden.
Skjoldungestien går også gennem Lejre-området med de kendte skibssætninger fra vikingetiden. Foto: Anders Rugbjerg Hoppe

En tredje indsats bliver at opgradere formidlingen af vandreruten - både digitalt, så turen kan planlægges ordentligt hjemmefra, og ude på ruten. 

Blandt andet kommer der formidling ved alle start- og slutpunkter samt ved centrale knudepunkter, og ved flere af de oplevelser, man møder undervejs.

Men det vil fortsat være det velkendte Skjoldungesti-piktogram, man skal kigge efter.

Forlænges til Tølløse

Projektet omfatter ikke kun den eksisterende Skjoldungesti, men også knap ni helt nye kilometer fra Hvalsø til Tølløse. Fremover forbinder vandreruten dermed hele fire stationer: Tølløse, Hvalsø, Lejre og Roskilde.

Forlængelsen kommer også med flere oplevelser. Den nye rute går gennem Elverdamsdalen, hvor man både finder en fin natur og fantastiske udsigter, og forbi kulturhistoriske perler som Tadre Mølle. 

Vi byder den nye forlængede Skjoldungesti og alle dens brugere velkommen til Holbæk Kommune.

Jarl Falk Sabroe, udvalgsformand

Forlængelsen betyder også, at Skjoldungestien nu får et ben ind i Holbæk Kommune, hvilket vækker glæde lokalt.

- Vi byder den nye forlængede Skjoldungesti og alle dens brugere velkommen til Holbæk Kommune. Det er helt naturligt at forlænge den eksisterende sti gennem det smukke istidslandskab i Elverdamsdalen og helt til stationen i Tølløse. Jeg håber, at rigtig mange vil få gavn af den nye rute, udtaler formand for klima- miljø- og naturudvalget i Holbæk Kommune Jarl Falk Sabroe i en pressemeddelelse.

Den præcise rute mellem Hvalsø og Tølløse er endnu ikke endeligt fastlagt og bliver offentliggjort, når den er helt på plads.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...