Klumme: - Er AI et monster ude af kontrol?

Joachim Elkjær er Bibliotekar ved Roskilde Bibliotekerne.

Joachim Elkjær er Bibliotekar ved Roskilde Bibliotekerne.

Foto: Presse

Den første årgang af gymnasieelever med adgang til kunstig intelligens i løbet af hele deres gymnasietid skal til eksamen i disse uger. På trods af en uendelig liste af problematikker forbundet med AI – jeg nævner klimabelastning, misinformation, filterbobler, krænkelse af ophavsret og privatliv, black box, bias osv. – er der ikke udsigt til den hårde regulering, der muligvis er behov for. I mellemtiden må gymnasieeleverne navigere i en studietid, hvor eksamensformer måske helt skal nytænkes. Forud for Roskilde Biblioteks arrangement Når kunst og krop møder kunstig intelligens, hvor algoritmekunstneren ADA ADA ADA besvarer spørgsmålet ”Hvad er kunstig intelligens overhovedet?”, anbefaler jeg tre bøger om AI.

Mary Shelleys gotiske horror, Frankenstein, fra 1818 er historien om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der forsøger at bringe en død til live igen. Det lykkes, men han skaber et monster, han ikke kan kontrollere. Monsteret er ikke ondt, han beder bare om de levendes accept, og da det ikke lader sig gøre, kræver han af Frankenstein, at han skaber ham en mage. Er AI vor tids monster?

I Martha Flyvholm Todes Den eneste befinder præsten Liva sig i en mindre 30-årskrise. Hendes venner har travlt med børn og bryllup, mens Liva ikke kan forpligte sig til den ellers så skønne Simon. Hendes veninde Rikke foreslår, at hun downloader en kunstig intelligens for at øve en gudstjeneste. Men langsomt udvikler Livas og AI’ens forbindelse sig til noget mere intimt.

Olga Ravns De ansatte sætter spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være menneske. Arbejdspladsromanen består af vidnesbyrd fra besætningen ombord på et rumskib, hvor de ansatte er en blandet skare af mennesker og androider. Samtidig befinder der sig en række mystiske objekter ombord på skibet. Passagererne udvikler særlige forbindelser til objekterne. Objekterne ændrer noget i passagererne og intet er pludselig som før.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...